Kærlighed

Det havde været den værste dag i mit liv, at miste ham man elsker er det værste nogensinde. Men livet må gå videre, og uanset hvad skal alting nok gå hvis bare man kæmper for det!

Det var en mørk og kold aften, klokken var lige slået toogtyve og endnu engang havde fuglen på uret været ude og tikke. Her i min gyngestol havde jeg så siddet hele aftenen og ikke lavet noget som helst, jeg sad bare der i mine egne tanker og drømte tilbage til dengang hvor forholdet mellem Klaus og jeg gik i stykker, da alt skete så pludseligt, og det værste i livet skete. Vi havde været sammen i 9 år og jeg ventede mig nummer to barn med ham. Vi havde lille Stefan på tre år, en rigtig dejlig lille guldklump, men Stefan var ikke en helt normal dreng - han havde sygdommen leokæmi hvilket var en meget farlig sygdom. Det var hårdt for Klaus og jeg at skulle til kontrol og kemo behandlingerne hele tiden, det tog på vores krafter og vi havde ikke rigtig tid og overskud til og være forelskede. Det var svært og få hverdagen til og fungere som kærester og det kunne vi også godt mærke. Jeg var 26 år og Klaus 30, vi gik i gymnasiet sammen og havde kendt hinanden rigtig længe, vi flyttede i lejlighed sammen da jeg var 18 år og alt var bare super, fremtiden så lys ud for os. Jeg arbejdede som journalist og Klaus var mekaniker, vi havde pengene iorden og behøvede ikke tænke på hvad vi købte og hvornår. Senere flyttede vi sammen i en nybygget villa nord for Århus. Men at få Stefan skulle senere hen vise sig, ja ikke at vi ikke ønskede ham, men det var bare så hårdt at se ham ligge der med slanger osv. Lægerne havde sagt der ikke var mere og gøre og vi måtte nyde den sidste tid sammen med ham, hvor længe der ville gå før han skulle bort sagde ingen, men de sidste tre måneder Klaus og jeg var sammen blev jeg så gravid, for vi ønskede en lillebror til Stefan. Stefan blev mere og mere sløv og vi skulle til flere og flrere kemobehandlingerne, jeg tog årlov fra mit arbejde for at blive hjemme og tage til behandlingerne med Stefan, Klaus havde travlt med arbejdet, og var tit hjemme engang ved otte tiden, hvor jeg var begyndt og gå i sengen, vi snakkede stortset ikke sammen og der var altid et eller andet vi kunne diskutere om. Jeg lå indlagt med Stefan i et halvt år hvor vi begge kunne se det snart var slut, familien kom på besøg og vi prøvede og se glade ud, men alligevel brød vi begge sammen hver aften. Jeg kunne ikke mere og det kunne Klaus åbenbart heller ikke, vi magtede simpelthen ikke mere. Og der sluttede vores ni år lange forhold. Da tog jeg Stefan under amen og vi fik lov og tage hjem for at pakke de