De seneste 10-15 år har især etnologer påvist, at forskellige befolkningsgruppers hverdag kun kan forklares meningsfuldt ud fra de dybe kulturelle, ideologiske og sociale forskelle, der eksisterer i det danske samfund. Det vigtigste analytiske redskab i denne forskning har været det strukturelle livsformsbegreb. Egentlige livsformsanalyser lader sig naturligvis ikke gennemføre på dette grundlag. På den an formsbegreberne forstås hverdagslivet som bestående af andet og mere end vaner eller bestemte den side findes en række eksempler på, at en gruppering af personer på grundlag af enkelte udvalgte livsformstræk afslører markante adfærds- og holdningsforskelle.
Med. Der er livs forbrugs- mønstre tale om et relativistisk kulturbegreb, hvor kultur forstås som “the whole way of life”. I livsformsbegreberne indgår både livsformens materielle side med uddannelse, erhverv og indtægt (som vi kender fra socialgruppebegrebet), og hvordan hverdagen struktureres, fx hvordan man organiserer og fordeler opgaverne i hjemmet, samt hvordan man prioriteter mellem arbejde, fritid og familieliv. Karakteristisk for livsformerne er, at de ikke bare præger den måde, hvorpå familiernes livsmønstre er indrettet, men at de også indebærer hver deres begrebsverden, som er afgørende for, hvad folk betragter som “et godt liv”.’
Den strukturelle livsformsanalyse er teoretisk udviklet og baseret på en kvalitativ empirisk kortlægning af forskellige befolkningsgruppers hverdagsliv. Livsformsanalysen er udviklet af etnologen Thomas Højrup og blev for første gang præsenteret i 1983 i bogen “Det glemte folk”. Både bogens titel og dens undertitel “livsformer og centraldirigering” henviser til de perspektiver, der er centrale i livsformsanalyser, nemlig dels at studiet af folket – civilsamfundet og dets livsformer – ikke må glemmes og dels, at hverdagslivet i civilsamfundet ikke kan forstås og forklares for sig selv men må ses i relation til staten som den centrale lovgivende instans.
Det er gratis at oprette en konto