Det moderne gennembruds teater og litteratur burde måske i virkeligheden stå beskrevet under kategorien Politik. For hvis der er noget, der præger litteraturen og dramaet i 1870’erne og 80’erne – og for så vidt også siden hen, så er det netop den eksplicitte brug af litteraturen og dramaet som politisk kommentar.
Da Georg Brandes i sin berømte forelæsningsrække slog til orde for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat, blev det startskuddet til en ny litterær epoke, der satte sig dybe spor i den litterære og dramatiske tradition, der fulgte. Ikke overraskende blev den politiske revy født ud af denne periode, og de skrå brædder lagde også scene til problematiserende teaterstykker som for eksempel Henrik Ibsens. Naturligvis havde allerede Holberg i 1700-tallet på teatret lagt op til mere end en række politiske eller samfundskritiske bemærkninger i sine stykker, men med gennembruddet blev der gravet dybere i samfundets sår. Det var ikke kun magtens mænd eller vilkårlige fjolser, der måtte stå for skud, det var også den almindelige borger, der ikke var vågnet op af sin borgerlige tornerosesøvn – hykleriet også blandt hjemmets fire vægge blev spiddet på scenen af Ibsen og i litteraturen af Herman Bang og J.P. Jacobsen.
Farvel til eventyretFor litteraturens vedkommende blev gennembruddet i mere end en forstand eventyrets sammenbrud. Ved H.C. Andersens død i 1875 havde historierne allerede fået en helt anden lyd end tidligere. Eventyret og poesien måtte vige pladsen for virkeligheden. Naturen blev ikke længere dyrket for sin nærhed til Gud - men for sig selv. Oplysningstiden nåede dermed til Danmark med små 70 års forsinkelse. Botanik og zoologi blev modefag på Københavns Universitet, og de to fremtrædende skikkelser fra perioden, J.P. Jacobsen og Johannes Jørgensen læste netop disse fag. Det er næppe noget tilfælde, at netop de naturvidenskabelige fag blev så populære. Naturalismen hentede netop sin metode fra naturvidenskaben – med videnskabelig akkuratesse og minutiøsitet blev ethvert fænomen undersøgt som var det et blad, hvis netværk af fine årer skulle kortlægges. Mennesket blev en biologisk og psykologisk størrelse.
Det er gratis at oprette en konto