Det var en onsdag, solen stod lavt på himlen, det var lige inden solen kom ind til den lille gade, Tusmørkegade hed den. Han sad stille i vinduet, her havde han siddet de sidste mange somre, om solen skinnede eller skyerne tordnede. Han var ikke gammel, men at kalde ham ung ville da også være synd, han var hverken kendt eller et udskud, stor eller lille, stærk eller svag, han var bare. Han havde aldrig spurgt hvorfor han var på denne jord eller hvorfor han ikke var, han levede gennem andre. Alle der nogensinde havde lagt mærke til ham, og det var ikke mange, ville beskrive ham som ensom, forladt få havde endda våget at kalde ham død. Hans navn var Samon. Navnet var kommet fra hans far der var halv polak, navnet havde han fået da hans kone havde forladt ham, kort efter fødslen. Samon kom fra ordet ensom.
Samon havde kun en lille familie, en far, bror og en halvsøster. Faren arbejdede på en fabrik i Oslo, han havde ikke snakket med ham i over 20 år. Broren havde gået helt andre veje, han havde ejet firma, og hev flere millioner hjem vært år, de snakkede sjældent sammen. Halvsøsteren, var den eneste der tænkte på Samon, hun kom hjem til ham 5-10 gange om måneden, aldrig inviteret, og aldrig med nogen varsel, halvsøsteren hed Bella.
Det er gratis at oprette en konto