Muhammed-krisen er et godt tegn på hvor intolerante, vi egentlig er selvom at vi ikke vil stå ved det. Muslimerne siger jo at de gerne vil have muligheden, for at deltage i vores samfund, men hvordan skal de kunne det, når de ikke vil tillade at vi tegner deres profet. Men på den anden side kan vi heller ikke bare læne os tilbage og sige: ”nu hvor i er i Danmark, så skal i leve fuldstændig efter vores levevilkår, acceptere vores ytringsfrihed, for ellers bliver i ikke integreret.”. Men det var jo alligevel det vi gjorde, for vi ville ikke indrømme at vi var gået over stregen, så vi angreb dem. Vi angreb dem for deres levestil, ligesom de havde angrebet os for vores ytringsfrihed. Var det rigtigt af os eller skulle vi have leget de modne i det her tilfælde?
Jeg synes selv at vi skulle have leget de modne, for vi ydmygede os selv, ved at være dobbeltmoralske, for på den ene side sagde vi at vi kun ville det bedste for samarbejdet mellem Danmark og mellemøsten, men på den anden side gjorde vi grin med deres profet og fortalte dem, at det var ok at lave tegninger om ham og at de tog helt fejl omkring ytringsfrihed. Og hvorfor gjorde vi det? Gjorde vi det fordi at hele den vestlige verden kiggede på os og afventede et svar, eller gik vi i forsvarsposition, fordi at vi blev ramt på et ømt punkt? Måske.
Det er gratis at oprette en konto