'Verdens smukkeste hus', en kort fortælling

Vi kørte videre og kom længere ud på landet. Bussen kørte med den normale fart, som altid lidt for langsomt til, at man kan se verden suse forbi i en fart. jeg sad og tænkte over, om hvor det smukkeste hus var. Man kunne se alle de andre i bussen også sad og blev mere og mere nysgerrige. Jeg kikkede op i spejlet lige over buschaufføren og jeg kunne se, at han sad og smilede. Det var et underligt smil, sådan et smil som kan få alle til at smile. Klokken var 13.00 og jeg havde en aftale klokken halv, som for længst var overskredet, men man kunne se på chaufføren, at det smukkeste hus i verden betød meget for ham, og på en måde kunne jeg godt forstå ham, selvom han ikke sagde noget, men det var som om at alle i bussen tænkte det samme -at folk der arbejder hele dagen ikke kunne stoppe op og tænke på noget smukt. Bussen var lummervarm, og det var næsten ubehageligt at sidde inde i den, så jeg tog min jakke af, kikkede ud af vinduet og så, at vi kørte igennem en lille by. Husene var alle hvide og alle deres tage var røde. Der sag en lille pige bag i bussen og jeg kunne se, at hun var skræmt over, at bussen kørte en anden vej en normalt. Jeg gik ned til pigen og satte mig. Spurgte pige om hvor hun kom fra og hun svarede :”Jeg kommer fra byen.” Pigen bliv helt tavs igen. Bussen stoppede og dørene åbnede sig, man kunne høre chaufføren sige, at der var pause og i det samme som han sagde det, gik jeg ud og stoppede en smøg i munden og tændte den. Man kunne bare se hvordan røgen forsvandt ud i luften. Den lille pige kom ud af bussen, lige da jeg skulle til at sige noget til hende, spurgte hun mig om, jeg havde set det smukkeste hus i verden og jeg måtte svare nej. Chaufføren stak hovedet ud af bussen og sagde med et stort smil, at pausen var over og det smukkeste hus i verden ventede på os. Vi kørte i ca. 2 timer og endelig kom vi til en lille by, hvor husene stod strålede frem og det var som om, at hver en blomst prøvet at stråle mere frem end de andre. Bussen stoppet uden for et lille hus, der var meget mindre en de andre. Husets farve var falmet og var ikke som alle de andre huse der stod ved siden af. Nogle af tagstenene på det lille hus var knækkede og nogle faldet ned. Huset havde en lille forhave, hvor der voksede ukrudt, som jeg ikke engang havde set før. Da vi kom ud af bussen, sagde chaufføren, at her er det smukkeste hus i hele verden og det vil altid være det smukkeste hus. Vi gik hen til huset og chaufføren bankede på døren, der gik et stykke tid, og da vi ikke kunne høre nogle i huset, prøvede en anden mand at banke på døren og så kunne man høre noget knirke og en mand kom ud til døren og åbnede den. Manden havde en blomst i hånden, og jeg så, det var en mælkebøtte. Den gamle mand gav den til den unge mand, der havde banket på døren. Chaufføren spurgte, om vi måtte komme ind og den gamle mand bød os indenfor. Da vi kom ind i huset, så jeg, at huset var gammelt helt ind til de nederste søm, og det var som en tidsmaskine direkte til 80’erne. Alle tingene i hele huset lugtede gammelt, og der hang billeder på væggen af mennesker i sort og hvid, som man ikke engang kendte. Manden i huset kom hen til mig og begyndte at snakke og sagde, at det var hans fars mor der hang her på væggen, og han begynde at snakke om, at det var dejligt at der kom nogle unge og glade mennesker helt her ud til den lille by og ville besøge ham. Vi havde været i huset i ca. en time, da chaufføren kom og trak os sammen og sagde, vi skulle køre nu hvis vi skulle nå at komme hjem i tide. Vi sad i bussen og mine tanker fløj rundt i luften, da de pludselig blev afbrudt af en tanke. Den slog sig fast i panden på mig og jeg kunne se, at alle de andre i bussen sad og tænkte det samme, selvom vi ikke alle havde de samme tanker, men mit hoved fyldtes af en overdådighed af glæde af, at manden der boede i huset kunne lide at bo i det hus, og at man ikke behøver et stort hus, for at være glad, og man behøver ikke en gartner til en halv million, til at gå rundt og klippe græsset lige, samt klippe hjerter, heste og engle for at være glad. Manden i det lille hus var glad, Han havde oplevet det bedste liv i verden og sikkert fået børn og børnebørn, som han ville kunne huske og hver gang hans børn tænkte på ham, ville de kunne huske den gamle lugt og de gamle billeder på væggen afdøde familiemedlemmer :”Ding Dong” lyder det over højtalerne, da vi atter stopper i byen, smiler vi til hinanden, og jeg ser den unge mand gå af sted med sin mælkebøtte. Selv glemmer jeg alt om hvad jeg skal, og dasker lidt omkring på må og få. Da jeg endelig kommer hjem, går jeg direkte i seng, og før jeg sover, føler jeg mig heldig, jeg har set verdens smukkeste hus.