Erik Eriksons og Melanie Kleins udviklingsteorier: caseanalyse

Erik Eriksons udviklingsteori opdeler livet og identitetsdannelsen i otte faser, som alle har betydning for udvikling af ens identitet.

Erikson finder det fælles for alle faser, at de rummer en eksistentiel udviklingskrise. Det der forstås ved udviklingskrise er et spændingsforhold mellem centrale følelsesmæssige problemstillinger. Gennemleves udviklingskrisen succesfuldt, kan man komme ud af fasen som man burde, hvis ikke så beskriver Erik Erikson også de negative udfald af fasen, der kan forekomme.

Erikson fastslår at vi konstant gennem hele vores liv udvikler vores egen identitet og forener dem med vores omgivelser. De otte faser er afhængige af hinanden og gennemleves kronologisk. Hvis man er kommet negativt ud af en fase, så påvirker det de der efterkommende faser.

Erik Eriksons udviklingsfaser:

1. Tillid kontra mistro – 0-1½ år

Denne periode er præget af spænding hos barnet mellem fundamental tillid og fundamental mistillid til omgivelserne.

Barnet svinger i denne periode mellem følelse af total almagt til total afmagt. Denne følelse vil senere ligge som et yderpunkt i menneskets følelsespunkter. Blandt andet er puberteten i stor grad præget af hyppige svingninger mellem almagts- og afmagtsfølelser.

Hvis denne fase gennemleves positivt, så får barnet en oplevelse af at verden er et godt sted at være, hvorimod at hvis fasen gennemleves negativt, så vil det føre til en pessimistisk grundstemning hos barnet, og det vil føre til at barnet bliver opgivende og mistroisk.