Jeg har rigtig mange dejlige barndoms minder, som jeg med glæde kan se tilbage på. Jeg har både minder fra min families og venners side. Da jeg var lille, optog min mor og far en hel række videobånd af mine søskende og jeg, og det elsker jeg at se, jeg kan se det igen og igen. Når man er barn, er livet tit let som en leg, eller det kan være, at man ikke syntes det dengang, men det finder man i hvert fald ud af, når man bliver ældre. Man skal nyde sin barndom, mens man har den og ikke tage den forgivet. Mange børn ønsker, at de snart bliver voksne, da de ser så mange fordele i det. Jeg er enig på nogle punkter, men jeg nyder min barndom, da jeg elsker at være barn, men jeg kan selvfølgelig også godt glæde mig til at blive voksen og tage livets udfordringer op. Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til at kunne køre bil! Jeg har et særligt barndoms minde her, som jeg gerne vil dele med jer. Det er om en person, som betyder meget for mig!
Hans navn er [NAVN A], og man kan vist godt kalde Jeppe og jeg for et makkerpar, som er der for hinanden. Det hele startede i dagplejen hos Hanne, som vi begge to gik hos. Vi var 2 små guldklumper, der var som Pot og Pande. Vi legede altid sammen især med legoklodser. Vi tegnede også meget, vi tegnede de mest mærkværdige tegninger. Desuden var der grise og heste, der hvor vi blev passet, vi syntes, de var rigtig sjove at se på. Vi fik altid lov til at komme med nogle forslag til, hvad grisene skulle hedde, de blev nok ikke altid taget, da det måske ikke var de bedste. Jeg var altid glad for at komme i dagpleje, for jeg havde det så sjovt med Jeppe. Vi hørte tit musik og skrålede højlydt med på dem. Især den sang som lyder således: ”Det hammer hammer fedt, jeg kysser dig om lidt, vinden den er god, ja god for mer’ end to, smil til hele verden, fløjt en sang for lærken, ha’ en dejlig weekend og vi ses. Men i stedet for at synge: fløjt en sang for lærken, sang jeg: fløjt en sang tallerken. Det er, hvad jeg kalder et barndomsminde. Ude i køkkenet havde Hanne noget, som Jeppe og jeg holdt meget af, nemlig knækbrød. Det var ikke det almindelige, men de franske knækbrød tror jeg nok, de hed. Vi vidste lige, hvor de stod – nemlig ovre i hjørneskabet så vi kunne nå dem. Der var altid rigeligt med dem, hvilket var godt, da Jeppe og jeg fik spist os igennem en masse i løbet af dagen. Det skal dog lige siges, at vi altid spurgte om lov først. Der blev også gået en masse gåture op og ned af vejen hos Hanne. Men alting har en ende, og det havde det at gå i dagpleje også. Jeg elskede at komme i dagpleje, fordi Jeppe også var der, vi legede altid så godt sammen. Hanne var og er en sød, rar og hjælpsom dagplejemor. Hun var den bedste, som fandtes. Hun har skabt en masse barndomsminder, som har sat spor i min sjæl resten af livet, derfor har vi stadig kontakt til hinanden.
Det er gratis at oprette en konto