Skumring

Gaderne var mørke, og vinden blæste koldt gennem luften. Det var en sensommeraften. Maria knyttede sin jakke lidt tættere ind mod kroppen og lukkede øjnene så meget, at hun kun lige kunne se, hvor hun gik. Solen var ikke gået helt ned endnu, man kunne lige ane få stråler, der farvede skyerne røde. Hun var nu så tæt på hjemme, at hun kunne se deres hus. Lyset var slukket på tredje sal. Hun tænkte ved sig selv, at hr. Weilsche allerede var taget af sted på nat arbejde.

Da hun stod foran den store port ind til gården, kunne hun mærke en mørk kold skikkelse bag sig, og en kvalmende sød duft bredte sig til hendes næsebor. Det var Signe. Man kunne altid kende hende i en forsamling. Hun havde den kvalmende søde parfume på hver eneste dag. Hun mente, den tiltrak drengene. Jeg mente nu ikke, at parfumen havde noget som helst med det at gøre. Signe var gudeskøn. Hun havde de lange solbrune ben, den slanke krop, det lange blonde hår og hendes ansigt havde de smukkeste øjne. Maria derimod, hun havde kortere leverpostejsfarvet hår, og slet ikke så smukke øjne. Hun havde ganske vidst de samme lange ben, men de var bare så blege, at hun aldrig viste dem frem. Det var ikke let, at se de var tvillinger. Faktisk, så havde ingen nogensinde troet, at de overhovedet var søskende. Signe tog fat om hende bagfra og lagde hovedet på hendes skuldre. Maria smilede, det gjorde ikke så meget, at Signe så bedre ud end hende selv, for hun vidste, at Signe altid ville være der for hende, også selvom alle drengene var om hende som fluer. Maria stak nøglen ind i låsen på porten, men den ville ikke gå op. Den var rusten og gammel, og man måtte som regel give den et lille spark, før den ville samarbejde. Maria spurgte Signe, hvorfor hun var ude så sent om aftenen, når de havde fået forbud mod, at gå ud efter klokken ti på hverdage. Signe svarede, at ikke havde stået hernede i mere end 5 minutter, og kun havde ventet på hende. Maria smilede, da de gik op af det gamle og beskidte trapper.