Øjeblikket er kommet, Hans skal i krig. Det er hans kone Grethe som modtager brevet, hun læser det og en tåre falder fra hendes kind og ned på brevet. Hans kommer hjem fra arbejdet, han arbejder i byens gamle mølle. Grethe kigger på ham med tåre i øjnene da han kommer ind af døren. Hun fortæller ham om brevet og straks falder en tåre fra hans kind ned mod de mørke gulvplanker. Grethe tager om hans hånd og siger rystende at han ikke skal være bange og at hun venter på ham når kommer hjem. Men Hans kan ikke stoppe sine tåre, han går stille ind i stuen og sætter sig i sofaen, Grethe sætter sig ved hans side. De sidder hånd i hånd og snakkerom hvor meget de har været igennem sammen, de har været gift i mere end 15 år og de har aldrig været mere væk fra hinanden end når Hans skulle på arbejde. De rystede begge to og snakkede meget lavere end de plejede. Hans tog et hårdt greb om Grethes håndled og fortalte hvor meget han holdte af hende, og at de skulle leve sammen for altid når han kom hjem igen. Hans rejste sig fra sofaen og gik over de mørke gulvplanker ud i køkkenet. Han tog brevet som lå på køkkenbordet og læste det højt ”Kære Hans Andersen, du udvalgt til at stille op som vagt post i den franske by Nice. Du skal afsted den 19/3-1888 og mødes med de andre udpegede i Storkøbenhavn hvorfra I vil blive fløjet til Frankrig.”
Det er gratis at oprette en konto