Når man er lille er forældre nødvendige 24 timer i døgnet, man elsker dem og vil altid have noget med dem at gøre. Men når man bliver ældre hader man dem, gider dem ikke, og synes kun de er til besvær. I ens barndom er ens forhold til sine forældre rigtig godt, man griner og leger med dem, gider tage med dem ud og handle og gå ture med dem. Jeg synes det fede ved forældre er at man kan altid komme til dem hvis man har brug for hjælp, man kan altid tage pis på dem og de er altid hjælpsomme angående mange ting. Som teenager er de næsten ubrugelige, man gider ikke hører på ’’dem, man synes de skide irriterende, og man har bare lyst til at flytte hjemmefra.
Når de prøver at forklarer en noget så siger man jo bare ’’ ja ja mor ’’, ’’ Helt sikkert ’’ eller ’’ Skal du jo sige ik’’? Som barn er ens forældres ord lov, men som teenager er det snarere bare noget ubrugeligt tis. Ens synspunkt på forældre ændres meget gennem ens levetid, fordi som når man er lille er de jo ens helte, ens bedste venner på en måde, men når man så bliver ældre så gider man dem ikke og prøver bare at lukke total af for dem og håber på de lader en være snart, og når man er flyttet hjemmefra er det bare gode gamle mor og far som man besøger eller kommer på besøg en gang i mellem. I teenageårene bruger man mest tid på at diskutere med dem om hvor irriterende de er at hører på hele tiden om at man skal huske dit og dat.
Det er gratis at oprette en konto