Ægteskab og familiedannelse - ikke en garanti mod ensomhed, og i nogle tilfælde kan ægteskabet være årsagen til det. Mange har ikke nære kontakter udenfor ægteskabet, og lever – eller ”overlever” - et liv, hvor selve livets mening er ægteskabet, på trods af den manglende lykke. Men hvorfor skal det være sådan? Hvis ægteskabet virkelig er et forsøg på bevare håbet om en lykkelig tilværelse, ville det så ikke være mere indlysende at ændre vores livsstil og opnå det vi søger, ikke det vores stolte forældre ønsker – men vi - det er vores liv, vores drømme og vi skal leve dem. Dette kan man ofte spørge sig selv om, og det er præcis det Suzanne Brøgger lægger op til, når hun skriver kapitlet ”Fra kernefamilie til kernevåben” i bogen: ”Fri os fra kærligheden.
Når Suzanne Brøgger skriver om livet i parforhold, beskriver hun det som et liv i social isolation. At indgå et liv i tosomheden, kan være godt det samme som at afskære sig fra samfundet, man mister efterhånden den nære kontakt med vennerne, og i nogle tilfælde lukker man dem helt ude.
Her lægges en del af skylden på boligens indretning, hun antager at den er indrettet som en militærfæstning, og hæmmer den enkeltes selvstændige udfoldelse. Men ikke alene arkitekturen grunder i Suzanne Brøggers holdninger, også de sociale faciliteter spiller en rolle. At komme ud er et problem, hvis man en aften vil gå ud, nytter det ikke at gå alene – der er en fare for at det vil gå udover ægteskabet, og hvis der inddrages løgn og bedrag, vil også dette være en trussel for forholdet, og det ønsker ingen.
Det er gratis at oprette en konto