Historisk har fattigdom fungeret som det klassiske sociale problem.
Ifølge JEL/JA operer man almindeligvis med tre slags fattigdomsforståelser:
ekstrem elendighed
eksistensminimum
relativ fattigdom
Generelt er det den sidste som fattigdomsdiskussionen sker ud fra i Danmark.
Peter Townsends klassiske definition af fattigdom som noget relativt fra 1979:
Individer, familier og grupper i befolkningen kan sige at leve i fattigdom, når de mangler ressourcer til at opnå den kost, deltage i de aktiviteter og have levekår og behageligheder, som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for individer og familier, at de udelukkes fra almindelige livsmønstre, vaner og aktiviteter. (Townsend 1979).
Det som jeg vil gøre i det følgende er, at gennemgå forskellige forsøg på at gøre denne definition målbar (operationel):
økonomisk mål: indkomst og rådighedsbeløb
afsavns mål
social eksklusion
”ny fattigdom”
Et begreb fx fattigdom defineres ofte i to tempi: først nominelt og derefter operationelt (man kan gå ud og måle på det).
Der er to økonomiske måder at måle relativ fattigdom på, dels ud fra indkomst og dels ud fra rådighedsbeløb:
EUs måling ud fra indkomst:
Under 50% eller 60% af den disponible median-indkomst i det pågældende land. Vægtet for forskelle i familiesammensætning. EU bruger nu 60% angivelsen, og taler om ”presistent risk of poverty”, når de bruger bestemmelsen.
Det er gratis at oprette en konto