Et sidste farvel

Det var en kold vinternat. Vinden blæste, og træerne gyngede fra side til side. Jeg kunne høre hans blide snorken. Som han lå der under det varme tæppe. Han så helt bedårende ud. Hans navn var Rasmus. Hans far Christian og jeg gik fra hinanden lige da Rasmus blev født. Lige siden den dag, har jeg haft problemer med penge. Jeg blev fyret fra mit gamle job, fordi jeg var for meget syg. Jeg har kræft. Dagen efter stod jeg op og tog et kort bad. Jeg måtte skynde mig, da jeg ikke havde så mange penge til at betale regninger med. Jeg gik ind i sengen og hentede lille Rasmus. Han græd. Men det gik over da han fik lidt mad. Han var kun 3 måneder gammel. Jeg tog noget tøj på. Et par hullede bukser med pletter hist og her. De var ikke blevet vasket siden sidste uge. Det var det ene ud af de tre par buser jeg havde. Så tog jeg min bluse på. Det var en sort gammel en jeg havde fundet ude ved vejen. Men jeg havde ikke råd til at købe noget nyt selv. Så enten fandt jeg tøj, og lappede det hvis der var huller, og ellers købte jeg det brugt. Rasmus havde kun en buksedragt og en flyverdragt. Jeg tog min jakke på, gav Rasmus hans flyverdragt på og gik ud til vejen. Jeg stod lidt og tænkte. Jeg var lige blevet smidt ud af det lille værelse jeg havde lejet. Så nu havde vi intet sted at bo. Så jeg havde intet valg. Jeg måtte efterlade min lille vidunderlige nyfødte søn et sted hvor jeg mente han ville få det godt. Men det var svært at finde her i byen. Alle var fattige, så der var ikke så mange muligheder. Jeg gik ned ad gaden. Hen om hjørnet og fortsatte videre af landevejen. På den næsten 60 minutter lange gåtur, så jeg en masse forskellige mennesker. Lykkelige ægtepar, unge mennesker med deres venner osv. Det var hård at se folk så glade når man selv var fyldt med ulykkelighed indeni. Men hårdt af alt, var det at se folk med helt små børn, havde det godt. Det var selvfølgelig godt for dem, men ekstremt hårdt for mig. Jeg vidste at jeg aldrig ville kunne opfostre og se Rasmus på den måde. Helt sund og rask ville han aldrig blive hos mig. Det var også derfor jeg havde taget beslutningen om at efterlade ham. Jeg gik ind af mod byen igen. Jeg ville finde et sted hvor der var nogle rige mennesker det ville finde ham. Jeg gik forbi en station. Der kom en masse fine folk gående ud og ind af togene. Jeg stod lidt og tænkte. Jeg var sikker. Jeg havde taget beslutningen om at det var her jeg ville efterlade ham. Jeg viklede en tykt tæppe omkring ham, og kyssede ham blidt på kinden. Han lå trykt og sov. En tåre trillede forsigtigt ned af min kind. Den ramte hans fine lille næse. Han var den kønneste lille baby jeg længe havde set. Jeg kyssede ham igen og gav en forsigtigt en kram mens jeg hviskede: ”lille skat. Sørg nu for at få et godt liv. Pas på dig selv og de mennesker du kommer til at holde af. Jeg elsker dig mere end noget andet. Det må du aldrig glemme. Selvom du ikke forstår noget som helst af det her, så skal du vide at jeg gør det for din skyld. Fordi du betyder alt for mig, og du vil aldrig blive glemt.” tårerne væltede ned af kinderne som et vandfald. Det var det hårdeste jeg nogensinde havde oplevet. Jeg lagde ham ved siden af en tønde i læ for vinden. Jeg kyssede ham en sidste gang mens jeg sagde: ”jeg elsker dig min egen lille Rasmus. Glem aldrig dette!”