Et sidste farvel

Et sidste farvelVi plejede at lege sammen næsten vær evig eneste dag. Kasper havde været min bedste ven, hele mit liv eller i hvert fald så langt jeg kan huske tilbage. Der var ingen andre jeg kunne have det så sjovt med, vi legede de mærkeligste lege. Vi brugte hele dagen sammen, lige indtil vi ikke måtte være sammen længere for vores forældre. Det skete ager til at vi kom op at skændtes, på grund af et videospil eller en eller anden mærkelig diskussion. Men der gik ikke længe før vi begyndte at grine af os selv, fordi vi næsten sad og råbte hinanden i hovedet. Vi kunne bare ikke være uvenner, lige meget hvor uenige vi var om tingene, så fandt vi altid en løsning på det. Vi boede begge i det samme kvarter, ikke mere end et stenkast skilte os, så vi kunne være sammen næsten lige når det passede os. Vi delte mange ting sammen, vi havde endda været på ferie sammen i Spanien, vores forældre var også rigtig gode venner, så de havde aftalt vi skulle til ferieøen Mallorca i sommerferien. Det er bare en af de mange ting der har rystet os endnu tættere sammen, og det er derfor vi fik et så tæt forhold til hinanden.Der lå en legeplads, som var bygget til kvarterets børn, vi inviterede ofte de andre børn med ned på legepladsen hvor vi for det meste legede skjul eller spillede bold langt ud på aftenen. Ååh det glemmer jeg aldrig, de lange sommeraftner hvor det aldrig blev mørkt, og man kunne blive ude sent ud på aftenen. Det plejede altid være mig og Kasper der var tilbage. Efter plejede vi som regel at gå hjem og spise aftensmad enten ved ham eller mig. Men i løbet af årene gled vi mere og mere fra hinanden. Der blev meget mere at se til, vi begge fik et fritidsarbejde, og vi havde en masse lektier og se til. Det var kun nogle få gange vi fik tid til at være sammen, men der var et eller andet som gjorde at det ikke var som i gamle dage, vi havde ikke rigtigt de samme interesser Kasper var imellem tiden også stoppet med fodbold, fordi han ville satse noget mere på håndbolden. Senere var Kasper nødt til at flytte skole, fordi hans mor havde fået et job nær Fyn. Det var det som skilte vores veje endegyldigt. Jeg savner ham til tider, når jeg tænker på alle de gode stunder vi har haft sammen, alle de gange vi har leget og leet sammen, jeg kan ikke lade vær med at sidde med et lille smil på læben, når jeg tænker tilbage på minderne. Men han er nu bare en person jeg har gemt i erindringer.