Analyse af uddrag fra 'Fiskerne'

FiskerneUddraget af kollektivromanen, ”Fiskerne”, er skrevet i 1928. Romanen handler om en flok fiskere, der samles for at ære den ældre Martinus. Med i flokken kommer også finere mennesker, som en amtmand og en politimester på besøg. Utilpasheden ved dette kommer til syne hos fiskerne, grundet de rigere folks tilstedeværelse.

Den gamle Martinus, som i teksten skal æres med dannebrogskorset, er en meget gammel og syg mand. Han er et menneske som kræver tålmodighed, og han behøver forklarelse på ting, som raske mennesker ikke gør. Han var med i krigen mellem Danmark og Tyskland, det er derfor, at han nu bliver æret. Anton Knopper, som viser sig at være vært for det sted, hvor forsamlingen holdes, vurderer sammen med sin kone Andrea – som er datter af Martinus - at Martinus godt kunne have brug for noget pleje. Inden de besøgene gæsters ankomst, sørger Anton og Andrea for, at Martinus bliver mere tækkelig at se på. Måske er det flovt at have en gammel mand siddende, som mest af alt ligner en knoldet, afhugget træstamme, som er bevokset med grønt skæg og egentlig bare virker ligeglad med alting.

Anton Knopper er en ordentlig mand. Ifølge teksten går han op i at detaljerne skal se godt ud. Det kan ses både ved soigneringen af Martinus, men også ved at han har hvidtet sit hus, samt malet vinduer og døre, i anledningen af gæsternes besøg. Han kræser om hus og udseende, måske for at bevare sit gode ry. Han vil have, at det ydre skulle se fint ud, når der kom gæster. For at få ekstra hjælp og assistance bliver Alma og Mariane tilkaldt, for at hjælpe Andrea med maden. Dét at mennesker fra overklassen, såsom Amtmanden og Politimesteren har meldt deres ankomst, er også afgjort, en af grundende til, hvorfor Anton gør meget ud af sit bo. ”Disse mennesker måtte jo hædres”. Han vil hædre dem ved at invitere mange gode folk. Derfor byder han både Sognerådsformanden, Sognefogden og Lærer Aaby velkommen. Anton beslutter derimod, i samtale med Thomas Jensen, at Præsten ikke skal inviteres. Han er simpelthen ikke troende nok. Præstens grundtvigianske tro er en tro, der bygger på en kirkelig retning og folkelig kulturbevægelse, der bygger på N.F.S. Grundtvigs ideer om at dåb, nadver og trosbekendelse er afgørende for kristendomsopfattelsen frem for fortolkningen af Bibelens skrifter. Dette er afgørende grunden til hvorfor præsten ikke er inviteret til arrangementet. Han engagerer sig ikke nok i kristendommen, og det forlanger fiskerne, at han skal for at kunne hamle op med deres indremissionske tro. Derfor ser man dette skæve syn på præsten.Den gamle Martinus sidder i nogle slidte klæder, som er grønne af ælde. Heraf bliver vi bekræftet i, at økonomien hos de jævne folk vakler på dette tidspunkt. Fiskerne har hverken råd eller behov for at købe nyt og finere tøj til én som alligevel er døden nær. Der er ikke ressourcer nok til at bruge penge på den slags. Martinus var jo alligevel også næsten blind, så hvad grund var der til bruge penge på ham. Da Amtmanden holder tale, er publikum meget lyttende. Han har magt over underklassen og det er nemt for ham at slynge kønne og prisende ord ud, til ære for Martinus. Lige i det sekund for Amtmanden nævner sætningen, ”Og jeg bringer dem en hilsen fra Hans Majestæt Kongen”, bryder Martinus ud i en høj røst og råber, ”Det var os der slog Kong Knud ihjel!”. Dette er endnu et tydeligt tegn på, at Martinus ikke er rask og at han slet ikke er nærværende. Det er mange hundrede år siden at Kong Knud var konge. Under spisningen, hvor kun mændene sidder til bords, roser Amtmanden kagerne stort. Han beder om opskriften på dem. Derefter diskuterer han politik med Sognerådsformanden og det vækker mistanke hos Sognerådsformanden. Sognerådsformanden kan sagtens gennemskue, at Amtmanden gerne vil tilbage i politik igen og det bliver udnyttet ved kaffebordet. Da de jævne folk har forladt højtideligheden, har Thomas Jensen ikke længere meget til overs for Amtmanden. Amtmanden snakkede for meget og tog alt for store ord i munden. Fiskerne kunne heller ikke vide sig sikre på, om Amtmanden talte sandt, da han sagde til Martinus at han bragte ham en hilsen fra Kongen.