Der var engang for ca. 4.6 mia. år siden, et væsen ved navn Gud. Gud var en form for ånd, som levede i det vi i dag kender som rummet. Guds tankegang mindede meget om et hunkøns tankegang, bl.a. fordi hun kunne lide at styre et folk oppe fra, som var det en leg med dukker. Gud havde en fantasi om at skabe noget helt specielt, noget fantastisk, noget hun end ikke selv havde besluttet endnu, men det ville hun prøve at finde frem til, og det var og er forklaringen på jordens konstante udvikling..
En form for brændende meteor, svævede hastigt i rummet. Meteoren havde på et tidspunkt nået et punkt, hvor den var begyndt at tabe sin fart. Den endte sin rute, tæt ved solen. Da ilden rundt om meteoren holdt op med at brænde kraftigt, blev noget af det afbrændte ild, til det vi i dag kender som tektoniske plader. Disse plader samlede støv. Gud synes at det var fascinerende med alle de nye opdagelser, og tænkte at det var her legen skulle begynde! Gud sagde ”encellede organismer!”, og der blev encellede organismer. Det var her perioden Prækambrium startede og nogle tusinde menneske år senere, blev Gud lidt klogere, og fandt på at der skulle være ilt. Der gik ikke mange år før de encellede organismer hellere ville være flercellede, og de udviklede en kerne, som betød at cellerne kunne udvikle sig yderligere, til noget nyt og spændende – alt sammen noget Gud sad og fandt på. Men Gud var ikke helt tilfreds, hun ville finde frem til noget endnu mere specielt, men hun var stadig ikke sikker på, hvad det skulle være endnu. I stedet for at kassere arbejdet, lod hun det stå, så det kunne samle mere støv. Laget kom senere til at hedde Palæozoikum. Gud kunne stadig ikke finde ud af hvad hun ville med arbejdet, derfor blev hun sur og spyttede på kloden. Men i spyttet fandt de flercellede organismer ud af at overleve uden Guds hjælp. De levede der længe, men da der stille og roligt kom mere og mere ilt i atmosfæren, krøb de op på land, for det var en spændende ny verden deroppe, som selvfølgelig skulle udforskes. Efter en del tid fandt gud til sin store overraskelse ud af, at de flercellede organismer var overlevet! For at teste disse sejlivede organismer, prøvede hun sig frem. Hun synes at disse sejlivede skabninger, skulle gennem 3 prøver, før de var kvalificerede til det mål som Gud ville nå. Gud sagde ”istid!”, og der blev derfor istid på kloden. Istiden var den første af de 3 prøver alle organismerne skulle gennem. 95 % af alle arter forsvandt, det var kun de stærkeste organismer der overlevede, og disse stærke organismer, fik lov at udvikle sig så meget, at de til sidst blev kæmpe store. De kæmpe store organismer, er dem vi i dag kender som dinosaurer og de levede i Mesozoikum perioden. Når dinosaurerne døde, blev deres knogler en del af et kridtlag som Gud havde opfundet. Gud var ikke tilfreds, Gud ville frem til noget som fascinerende hende endnu mere. Gud fandt her på prøve nummer 2. Gud hældte vand på kloden, vandet slog landdyrene ihjel. Deres skeletter blev liggende i kridtlaget. De dinosaurer der i forvejen var under vandet overlevede, det samme gjorde de der havde udviklet vinger. 75 % af arterne uddøde senere af ukendte årsager. Årsagen var den sidste af de tre prøver, som Gud ikke ønskede og stadig ikke ønsker, at lade nogle af sine skabninger finde ud af. Sådan opstod endnu en ny periode, kaldet Kænozoikum. Pladerne under jorden havde nu revet sig løs fra det flydende magma. Langsomt skete der ændringer med pladerne pga. det varme magma. Magmaen fik fremskubbet nogle bjergkæder rundt omkring på kloden. Gud synes at hun havde skabt et godt og tilfredsstillende klima, og fotosyntesen var også Guds idé. Fotosyntesen var forudsætningerne for at planterne udviklede sig, og de dyr som havde levet i vandet, begyndte igen at bevæge sig op på land. Der var kommet større og mere kraftfulde planter, som dyrene havde stort udbytte af. Mammutter og aber var nogle af de nyudviklede pattedyr, som levede i denne tid. Samtidig udviklede der sig græsser der blev spredt over hele kloden via. Fuglene. Gud var blevet tilfreds med meget af sit arbejde, især aberne. Gud fokuserede derfor meget på aberne, og glemte mange af de andre dyr, som derfor desværre ikke overlevede. Gud fandt på at aberne skulle spise kød, og det betød at aberne havde et stort overskud af energi, da de nu ikke behøvede at bruge alt for mange kræfter på at samle hurtigforbrændt mad som fx frugter. Aberne begyndte at udvikle sig yderligere. Deres hjerner udviklede sig kraftigt, især hunkønnene. Pladerne under jorden delte landjorden stille og roligt, og betød at mennesket nu udviklede sig forskelligt, men det var meningen, for det var Guds plan at de senere skulle genforenes og dele deres forskellige viden. Menneskene kaldte inddelingerne for ”kontinenter”, ”lande” osv. Det var sådan aber blev til mennesker og det var sådan mennesket blev et af de klogeste væsener på jorden. Gud lod hunkønnet være, som værende det klogeste væsen på jorden. Hankønnet så umiddelbart ud til at være bedrevidende, men hunkønnet vidste godt hvem der var klogest og havde derfor ikke behov for at vise sin magt. For var jo godt klar over, at uden dem, ville hankønnet ikke være til, eller sagt på en anden måde, uden Gud ville mennesket ikke være til. Alle kvinder ved i dag, at Gud er et hunkøn, selvom mændene siger noget andet. Gud er i dag tilfreds med det hun er kommet frem til, og glæder sig meget over alle sine små og store skabninger.
Det er gratis at oprette en konto