Jordskælv og vulkanisme – slipper olien op? Aflevering 2 i naturgeografi C, 3 timers elevtid
Opgaven skal indeholde:
En detaljeret redegørelse for, hvad der kan ske ved Jordens pladegrænser.
Ved destruktive pladerande skelner man mellem tre typer destruktive zoner:
To oceanbundsplader glider mod hinanden, når de gør det vil den med størst hældnning dykke under den anden. I denne neddykning vil der optræde kræfter som trækker pladen ned i de dybere dele af jorden. I disse neddykningszoner (underskydningszoner eller subduktionszoner) at vi finder oceanernes dybdegrave. De store spændinger der opstår ved neddykningen, kan udløses som jordskælv i forskellige dybder. Når dette sker, opstår der en bjergkædedannelse. Et eksempel på dette er Japan som består af fem større og en række mindre vulkanske øer der tilsammen danner en øbue. Øst for øbuen findes den 10 km. Dybe japanergrav der er dannet ved stillehavspladens subduktion under den store Eurasiske plade.
Hvor en oceansbundsplade og en kontinentplade glider mod hinanden. Oceanbundpladen er den tungeste pga. sin mineralske sammensætning og derfor er det den neddykkende plade. Sammenstødet usløser kraftige jordskælv i vekslende dybder der generelt følger mønsteret: jo dybere de er, jo længere inde under kontinentet er jordskælvenes hypocenter. Et eksempel på det kan være sammenstødet mellem Nazcapladen og Den Sydamerikanske Plade ved Sydamerikas vestkyst. Her glider en oceanbundplade (Nazcapladen) mod en kontinentplade (Den Sydamerikanske Plade). Og sådan kan bjergkædedannelse også foregå.
Det er gratis at oprette en konto