Den tyske videnskabsmand Alfred Wegener havde o. 1912 iagttaget en parallelitet mellem Afrikas og Sydamerikas kystlinier ud mod Atlanterhavet. Mange af datidens videnskabsmænd troede at det skyldes en naturkatastrofe. Wegener troede derimod på det aktualististiske princip som går ud på at de geologiske processer som foregår på jorden i dag har virket gennem hele jordens historie.
Wegeners iagttagelser:
- Kystliniernes parallelitet.
- Fund af forsteninger af sammen dyreart i Sydamerika og Afrika.
- Fund af identiske geologiske aflejringer, ældre end ca. 200 mio. år på begge sider af Atlanterhavet
Iagttagelserne fik Wegener til at foreslå at alle jordens kontinenter engang havde været samlet i et superkontinent, pangaea. Wegener foreslog selv to drivkræfter:
- En vestdrift, forårsaget af tidevandskræfter som påvirkede de opragende kontinenter
mere end oceanbunden.
- En polflugt som skyldes den centrifugalkraft der opstår ved jordens rotation.
Det blev dog hurtigt bevist at disse kræfter var alt for små til at forklare kontinentaldriften. I slutningen af 1950’erne blev der iværksat en række undersøgelser af havbundens struktur af jordskælvs beliggenhed og karakter og af geologiske lags magnetisering. Det førte til teorien om pladetektonik (tektonik = læren om jordskorpens opbygning og bevægelser).
Jordens opbygning.
Ved at analysere jordskælvsbælger via seismografer (registrerer bølgetyper, vibrations styrke) kan man afsløre jordens opbygning. Jordskælv frembringer chokbølger som forplanter sig gennem jorden i alle retninger. Der er tre bølge typer som aftegnes på seismografer:
Det er gratis at oprette en konto