Ventetid, en ukendt faktor. Vi deler dagen op, så der er tid til det hele. Skole, arbejde, familie, venner, søvn og alle mulige andre ting. Vi har forud for dagen planlagt det hele og ved derfor præcis hvordan dagen kommer til at forløbe, men der er ting som vi ikke kan forudse.
Vi stod der alle sammen, hele flokken. Hele familien var dér. Selv nogle af vores venner var også mødt op. Vi prøvede at gætte os frem til, hvornår de ville komme ud og bare sige det mindste, men det så ud til at der kunne blive en lang ventetid. Hvor blev sygeplejersken af? Min bror var den der var mest bekymret, men det er fordi, at han havde et specielt forhold til min far. De har altid deres biler/motorer at snakke om. De arbejder inden for næsten det samme, og de kan altid finde et eller andet og snakke om. Min bror er som snydt ud af næsten på min far. De har de samme interesser og laver de samme ting og de samme fejl. Min bror vil helt klart gå i min fars fodspor. Det tror jeg i hvert fald.
Lige nu kunne min bror og jeg godt nok ikke tænke klart. Lige nu manglede vi kun én ting. Hvor blev den sygeplejerske af? Jeg så mig omkring, der var hvide vægge, grønne sofaer og multifarvede streger der var på gulvet, som viste vej til forskellige afdelinger. Hvor lang tid længere kunne det tage? Vi havde siddet i de grønne sofaer næsten en time nu, og lægerne sagde det kun ville tage en halvtime. Jeg forstod ingenting af det hele nu. Mon der var gået noget galt, opstået komplikationer eller hvad? Dén ventetid. Til sidst vidste jeg, slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, og jeg tænkte tilbage på tiden med min far. Alle vores motorcykelture og kortspil. De to ting beskriver min far og jeg bedst. Næsten hver aften vidste jeg spørgsmålet kom; ”skal vi ikke spille kort og drikke lidt te?” Det er min far.
Det er gratis at oprette en konto