Det er forbandet lykke! Jeg er hamrende træt af at se, føle og ikke mindst høre på lortet. Og det kan ikke undgås, der hvor jeg arbejder. Fisse fornemme fruer, ja, på indkøb i Fakta! Det er kraftedeme ikke i orden, at jeg ikke engang kan føle mig "in charge" eller hvad man nu siger på min egen arbejdsplads. Blikkene er nok det, jeg hader allermest. De kigger på mig, som var jeg tabt i den forkerte rede, men jeg er præcis ligesom dem, og det er derfor de inderst inde er bange for mig. Jeg er i virkeligheden meget mere end dem. De er kun en facade, et kinderæg - uden overraskelse. Jeg derimod, er et menneske, et rigtigt sprællende menneske. De kalder det kærlighed at vandre gennem fakta hånd i hånd, hende med en rød plastiskkurv på armen som, var de på en skovtur. Kærlighed til hvad? hinanden? Arg, det tror jeg vist ikke lige, det er! Sådan er det med næsten dem alle sammen. Det er slut for dem, de kommer aldrig til at se ind i sig selv. De er blevet strøget med hårene alle sammen, ja hver og en og har haft nogen at støtte sig til hele livet. Sådan er det ikke med mig. Jeg har altid måttet kæmpe for at komme nogle vegne. Det er et under, at jeg ikke er død endnu. Hvis man ikke får lov at kæmpe, bliver man aldrig et helt menneske. Nogle er måske tilfredse, ja, oven i købet glade, men det burde de slet ikke være. Modgang former os, ligesom sten kan blive formet af vandet. De pæneste og flotteste er fra naturens side, slebne sten er dem, der har ligget længst tid i den værste strøm. Sådan er det også med mennesker: dem, der har haft de hårdeste betingelser, er dem, der ender som de bedste mennesker åndeligt set altså.
Det er gratis at oprette en konto