Den afvisende gang

Det var ikke egentlig ikke nogen stor beslutning, den havde bare stor betydning. Jeg valgte at gå stærkt, ikke stærkt som i "med fart" mere som i.. kraftfuldt - måske med en snert af arrogance. Jeg have tænkt mange ting. jeg kunne have været afslappet, kunne have gjort så mange ting, men jeg valgte den letteste. Den afvisende, overlegne gang, der blev understreget af mine sko, hvis hæle stødte mod stenguvlet og larmende - men elegant, sendte advarsler ud. Jeg er frygtløs. Min gang er i hvert fald. Jeg ønsker at du skal forsvinde, at du skal give mig lov til at fortrænge. Du skal give mig lov til at leve. Jeg er blank, mine tanker fortæller mig intet, men har valgt at kommunikere med min hjerne ved at give mig mavepine. Jeg har så godt som intet at sige, men jeg bliver ved med at snakke til du holder mund. Hvide rum og hospitalssenge, jeg er fanget i sygdom. Fanget i fortid selvom mine øjne konstant er rettet fremad. Jeg har dolke stående ud af min ryg - de fungere fantastisk som sikkerhedsskjold. De genere mig ikke. Det er dig der genere mig. Dig og din væremåde, der gør at jeg slet ikke har ret til at være vred på dig. Følelser er altid berittiget, jeg retter blikket op igen. Det var heller ikke en stor beslutning. Jeg går videre - kraftfuldt, med en snert af arragance.