Det var endelig holdt op med at regne, men skyerne var stadig sorte. Havde det været solskin som tidligere på dagen, ville man kunne se, at hun havde grædt. Det gjorde hun ikke mere. Hun rejste sig langsomt op hendes små ben var helt kolde og stive. Vandet dryppede fra hendes lyse hår og den lyserøde badedragt klistrede ubehageligt fast til kroppen. På en stor sten lå den stadig. Hendes dukke. Den lå på et lilla håndklæde og så noget trist ud. Det brune hår drev af vand, hun tog den op, og holdt den ind til brystet og vuggede den som en baby. Hun holdt Lise ud fra kroppen, men dukken stirrede bare tilbage med tomme glasøjne, der kunne sige hvad som helst. Hun tog håndklædet og ville tørre hende, men det var lige så vådt som alt andet. Hun smed det fra sig i sandet og satte sig på stenen med blikket rettet ud over vandet. Himlen var grå. Vandet var gråt. Sandet var gråt. Bare på grund af det dumme regnvejr. Hendes mor og far havde ellers sagt til hende i morges, at manden i fjernsynet havde lovet solskin hele dagen. Da hun kom til at tænke på dem, kom tårerne frem igen. "Hvor tror du, de er henne Lise? Tror du, de har glemt mig?" Hun tog Lise op til øret, og hun var sikker på, at hun hørte hende hviske: "Nej Ida. De har ikke glemt dig. De leder efter dig nu." Ida smilede og svarede: "Hvis de leder efter mig, må jeg også lede efter dem," sagde hun beslutsomt og rejste sig. Hun børstede det værste sand og snavs af sig og skyllede hænderne i det kolde vand, inden hun begyndte at gå langs strandkanten med Lise i hånden
Det er gratis at oprette en konto