Forladt

FORLADT Mørke. Uendeligt, uigennemtrængeligt mørke. Jeg kunne intet se, intet fornemme. Uanset, hvor jeg så hen, var der blot grænseløse skygger, der mødte mit øjekast med ildevarslende tavshed. Opgivelsen vældede allerede indover mig. Jeg kunne intet gøre, var hjælpeløs - forladt for alt håb. Alene blandt skygger. Det var disse tanker, der svingede igennem mit hoved, som jeg stod der i mørket, blind for alt andet end mit eget tilbageholdende og beskedent sind. Frygten sled sig vej igennem mig som et suge dyr, der langsomt nedbryder sit bytte op for alle dets kræfter. Pludselig følte jeg noget. Det kom fra mit hjerte og min hjerne, og det skreg, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg skulle åbne op for fornuften og lukke af for frygten. Min logiske sans sagde mig, at det var et overlevelsesinstinkt. Men mit hjerte overbevidste mig om, at det var en hjælpende hånd, en sidste chance for at klare skærene. Jeg tog fornøjeligt imod den. Det var denne følelse, der skulle vise sig at redde mig. Jeg kunne mærke stedet, atmosfæren, lugten. Her var en kold og fugtig luft. Jeg måtte befinde mig indendørs. Jeg tog prøvende et skridt fremad. Så snart min fod ramte gulvet, hørtes en bemærkelsesværdig, men alligevel utydelig og hul lyd. Braget spredtes til alle sider, smadrede brutalt den tidligere stilhed, og blev omgående efter kastet tilbage med fornyet styrke. Jeg gøs ved tanken om at være fanget et så småt sted. Uden en overvejelse forfulgte mine ben den eksotiske og groteske lyd. Mine ben forsatte forfølgelsen af lyden, drevet af en tanke. Jeg måtte videre ud med varsomme skridt. For hver centimeter, jeg kom nærmere, stod skikkelsen tydeligere frem. Det var en fast dukke, kunne jeg hurtigt se - der kom til syne blandt den tusmørke strand. Den havde en lang, hvid kittel på, der tydeligt fremhævede dens fedladne ydre. Jeg kunne ikke fordrage fede mennesker. Som jeg kom tættere på, afsløres et tykt, brunt hår. Det sad meget omhyggeligt ordnet og friseret. I dette ganske øjeblik, vidste jeg hastigt, at det var en usædvanlig dukke, som var forladt en del langvarige timer. Ikke, fordi den var størknet eller stivnet - men min indre fornemmelse berettede mig, om at dukken havde nogle evner, der gjorde, at den fungerede samt virkede på en besynderlig og ualmindelig måde. I takt med uret, dirrede og vibrerede dukken med små, langsomme og regelmæssige bevægelser. Rædselsvækkende af alt - bevægede dens øjne, således at øjets pupil ikke var til syne. Ækelt var det at se på. Jeg følte straks