Det våde sand formede sig efter hendes fødder. Hun gik lige dér, hvor hav og sand mødtes. Vinden legede med hendes nu uregerlige hår. Hun havde for længst opgivet at holde styr på håret. Nu havde det fået sit eget liv. Bølgerne kom drillende tættere og tættere på hendes fødder, for så at trække sig tilbage igen. Det irriterede hende. Hun gik lidt længere ud i vandet, væk fra sandet, så bølgerne ikke ville irritere hende på samme måde. Der skulle ikke ret meget til, at få hende op i det røde felt lige nu. Hun var stukket af fra sine forældre. De havde tvunget hende med ud til stranden. Hun slæbte dukken i dens venstre arm. Hun havde gået i lang tid nu.
”Jeg gider ikke med til stranden!” skreg Hayley ved morgenbordet. ”Kom nu, søde Hayley. Vi trænger til at lave noget sammen. Alle sammen,” sagde hendes mor bestemt. ”Nå!” sagde Hayley og tog sin dukke under armen, og trampede trodsigt over til tasken med sit badetøj, og lagde dukken i tasken. ”Du har da ikke tænkt dig at tage din dukke med på stranden, vel?” spurgte hendes mor, med et betydeligt roligere tonefald end før. ”Jo!” sagde hun bare. ”Hayley, jeg tror ikke, at alle de andre 12-årige piger har taget deres dukker med til stranden i dag,” sagde hendes far. Han skulle anstrenge sig, for at opnå den afslappethed. Hun var ligeglad med de andre. Hun var ligeglad med, om de andre 12-årige piger ville grine af hende. Hun kunne ikke leve uden sin dukke, og sådan var det bare.
Det er gratis at oprette en konto