Min lille datter Mie, døde d. 5. oktober, hun var lige blevet seks år den dag. Det var dog 10 år siden, hun døde, men jeg havde det stadig forfærdeligt, hun var mit et og alt, det lyse hår, de skinnende blå øjne, hendes søde ansigt, hun var min engel. Derefter gik jeg op ad de knirkende trapper, og ind på hendes værelse. Her så jeg hendes fine prinsesse værelse, med lyserøde gardiner. Det var som om hendes hår strøg mit ansigt, jeg kunne mærke det. Der lå hendes søde dukke, den dukke havde hun altid med sig, hun elskede den, jeg elskede den, for hun var så glad når hun løb rundt med den, dukken manglede et øje, men hun elskede den alligevel. Jeg tog den i min hånd, og begyndte at klemme den ind til mig, derefter begyndte jeg at tænke på den dag Mie døde. Jeg huskede tydeligt, da hun kom ned i stuen. Hun kom ned i stuen, og løb rundt med sin lille dukke i hånden, hun så glad ud, men også lidt spændt. Jeg spurgte hende, hvad vi skulle, hun svarede mig, med hendes søde små røde læber, at vi skulle ned på stranden. Da vi kom ned til stranden, løb hun rundt med hendes elskede dukke i hånden, og i den anden hånd havde hun en masse små sten, hun var en lille samler. Jeg lå og tog sol, og derefter var hun bare væk, jeg råbte på hende, men hun svarede ikke. Det eneste der var tilbage var hendes lille fine dukke. Der trillede en tårer, jeg kunne bare ikke holde dem inde, derefter brød jeg fuldstændig sammen, min mund begyndte bare at råbe efter hende, jeg savner hende.
Det er gratis at oprette en konto