Det var begyndt at regne, skyerne var tunge, som de langsomt gled hen over himlen. Man kunne se i hendes tomme øjne at der var sket noget forfærdeligt. Hun husker ikke så meget. Hun går bare ad stranden, det er koldt men hun har alligevel taget skoende af. Det er ikke så længe siden, at solen skinnede og de løb hen ad stranden, hånd i hånd og man kunne høre en høj pige latter. Hun går videre, kigger ud vandet.
Bedste veninder foreviget og altid ikke også? ja altid sagde hun. De løb hen af stranden, hen til morfar de skulle ud og sejle i hans nye båd. ”er i klar tøser i skal lige huske og have redningsveste på,” sagde morfar med brummende stemme. ”Ej helt ærligt det gider vi sq da ikke vi er ligesom 15 år ik! Vi kan altså godt svømme,” sagde hun.
Den dag i dag fortryder hun bittert at de ikke havde taget redningsveste på som morfar havde sagt. Hendes øjne begynder at løbe i vand, hendes fødder er begyndt at blive blå og stive af kulde. Hun tager skoende på igen. Regnen er holdt op igen og det begynder at klare op. Hun kigger rundt og får øje på et barn, der ligger svøbt ind i et tæppe på en sten. Hun begynder at løbe men nu tættere hun kommer på barnet, kan hun se at det kun er en dukke. Hun tager dukken op, den var slidt, hudfarven var slidt af, den var helt hvid, men øjnene på den var stadig grønne. Hun begyndte at få tåre i øjnene, dukkens øjne lignede hendes bedste venindes øjne.
Det er gratis at oprette en konto