Nogen gange kan stilhed godt blive for meget. Dette problem løser man ved at snakke, men denne løsning medfører bare unødvendig snak. Det er af pligt der snakkes, for at den pinlige stilhed ikke skal snige sig ind på selskabet igen. Samtidig kan man også snakke med en person så meget at det ene tager det andet og snakken bliver igen unødvendig. Man taler og taler, og synes også det er interessant, men det kan hurtigt blive til snik snak for snakkens skyld. Men hvornår samtaler man, og hvornår taler man? Og tale er vel også godt, nogen gange?
I uddraget af Morten Albæk kommenteres unges kommunikationsmetoder og muligheder. Ifølge Morten Albæk er unge i dag mere ensomme end nogensinde før, men taler og kommunikerer også som aldrig før. Han nævner forskellen mellem at tale og samtale, og sammenligner med bl.a. at høre og lytte. Han skriver: ”Når du taler frem for at samtale gør du det alene for at andre skal høre DIN historie og mærke, at DU er i live.” Denne definition på forskellen mellem at tale og samtale er jeg uenig i. Morten Albæks definition kan passe i visse tilfælde, men at tale er, efter min mening, ikke altid en mulighed for at få opmærksomhed. Min definition ville være således; at tale er at ville høres og forstås, mens samtale er at tale OG høre og forstå. Morten Albæk skriver også: ”Og når man taler for at få opmærksomhed frem snarere end for at opnå forståelse for det, man siger, blive udfordret på det eller sågar lære sin samtalepartner bedre at kende, ja så skal der jo tales højt og tales længe og meget gerne om ingenting”. I dette citat bruger han udtrykket at tale. Med definitionen ovenfor betyder det at man skal snakke længe og kun ville opnå opmærksom, og derved lære sin samtalepartner at kende. Dette tror jeg ikke er muligt, for hvis man vil lære nogle at kende nytter det ikke noget hvis begge parter taler for at opnå opmærksomhed, men det kræver at man samtidig lytter til hinanden. Dette bliver så til, efter min definition, en samtale hvor begge partner taler og lytter til hinanden. Jeg mener ikke man kan begrænse tale og samtale som noget godt eller dårligt og sammenligne det med ensomhed. Morten Albæk skriver bl.a. ”Paradokset synes at være, at de unge på den ene side aldrig har kommunikeret og talt så meget, som de gør nu, og på den anden side aldrig har følt sig så alene og så meget uden nærvær og intimitet i deres sociale relationer”. I denne sammenligning med at tale og ensomhed synes jeg der mangler noget. Nogle kan samtale med en anden person, men samtidig stadig føle sig ensom, da det har noget at gøre med hvem der lytter. Man kan jo godt samtale, med Morten Albæks definition altså at ville opnå forståelse, men hvis den anden part ikke lytter hjælper det ikke talerens ønske om at opnå forståelse. Samtidig mener jeg at det manglende nærvær og intimitet i unges sociale relationer også kan have noget at gøre med forældrene. Selvom man kan have en masse venner og kan snakke og opnå forståelse med den, altså samtale, kan man godt føle sig ensom hvis man ikke snakker med sine forældre, eller forældre ikke lytter. Noget der har været en del debat om var hvordan traditionen med at sidde i familien og spise aftensmad sammen, var ved at forsvinde. Dette mener jeg også kan være et problem da ens forældre er den nærmeste sociale relation man har, og derved ikke at blive lyttet til eller at samtale med dem kan man føle et afsavn
Det er gratis at oprette en konto