Ingrid Strøm var blevet gammel. Hun var i en alder, der bragte afmagt. Afmagt i en sådan grad, at træde en nål, skrue op og ned for volumen på hendes fjernsyn og en så simpel ting som at gå, blev sværere og sværere for hende, for hver dag der gik. Den længste strækning hun kunne tilbagelægge, var rundt om hjørnet, ned til købmand Svendsen og købe til overpris. En liter mælk og en pose brød, var efterhånden hvad hun selv formåede at bære hjem, de grovere indkøb, blev bragt ud hver onsdag, af købmandens 18 årige datter Camille. Alting gik forbi hende, hun kunne næsten ikke følge med mere.Selvfølgelig kunne hun kende forskel på dagene, andet havde hun jo efterhånden ikke at tage sig til. Tælle dem, vente dem, glemme dem. Hun vidste udmærket, at det var onsdag i dag. I øvrigt var hun parat! Hun havde på det sædvanlige tidspunkt taget det sædvanlige overtøj på. Hun skulle ud og vande blomsterne i den lille baghave, der hørte til den dystre og mørke etageejendom. For det var ejendommen, dyster og mørk. Selv på en sensommeraften som denne, hvor solen som en glødende fakkel bragte et charmerende skær ud over byen, kunne den sortmalede etageejendom stå og lugte kedeligt af manglende livsglæde. Nu manglede hun bare skoene, det var det værste, det var som en uendelig kamp, og det var da hun havde bøjet sig ned for at tage den første sko på, at hun var faldet og havde knaldet hovedet ned i stuegulvet.Nu lå Ingrid der på gulvet. Hun faldt jævnligt, men det var hendes hemmelighed. Ingen måtte få det af vide, ingen overhovedet. Da slet ikke hjemmehjælperen. Strøm fik meget nemt blå mærker og de var synlige på hendes krop i lang tid. Nogle gange i flere måneder. Det var svært at skjule dem. Velmenende mennesker spurgte af og til hvorfor hun klædte sig på som om det var midt om vinteren. Det var især hjemmehjælperen der plagede hende med det. ”Hvad er der med alt det tøj, tag dog noget af det af fru Strøm, ellers ender De jo med at få et hedeslag!”.Enkelte gange, var hun faldet ned af de sidste trappetrin, på vej ned fra hendes 1. sal. Måske var det lidt problematisk at hun boede på 1. sal, nu hvor hun havde det som hun nu havde, dårligt. Der var jo bare også det; at det var her hun var blevet født, det var i denne bygning at hendes bryllupsfest blev afholdt, det var her deres første fælles hjem var, det var her hun havde født drengen, som var blevet student her. Det var i hendes trygge ”skumle” ejendom hendes liv var, og det var her hun havde brug for at blive i en grad ingen forstod. Alt dette var dog før hun blev enkefrue for syv år siden. Hun savnede ham stadig, manden; - hver dag tænkte hun på ham. Hun erindrede en vinter for mange år siden, næsten 20 år siden mente hun. Det var på vej hjem fra kærestetur i København, da deres bil pludselig brændte sammen. Derfor måtte de, uden overtøj, gå hjem til deres lejlighed. Det var den koldeste dag Ingrid nogensinde havde oplevet, men da de endelig nåede hjem, da sad de bare i deres seng med en kop kaffe og en småkage. Hun følte sig helt ung igen, som et nyforelsket kærestepar, netop hjemvendt fra hovedstaden. Hele hendes liv var forbundet med denne lejlighed. Hun kunne hun jo ikke bare forlade denne lejlighed, hun ville aldeles ikke bare blive anbragt på et beskidt plejehjem, nok havde hun svært ved nogle ting, men hun kunne dog stadig tørre sig selv bag i.Ingrid blev afbrudt i sine tanker af nogle skridt på trapperne i opgangen. Det var nok viceværten, - hun kunne mærke hvordan gulvet knagede. Det havde det gjort ligeså lang tid som hun erindrede. Ingrid havde altid sagt til sin mand, at det var deres tidligere overbo Lars Jensen der med sin overvægt havde startet knagerriet. Skridtene kom nærmere hendes og stoppede lige ude foran hendes dør. Fru Strøm kunne ikke se, hvem det var der stod i døren. ”Fru Strøm dog, er de kommet noget til?” spurgte Camille trøstende. Ingrid Strøm svarede ikke, hun havde meget ondt. Camille skyndte sig at ringe efter en ambulance og ti lange minutter efter, ankom den.Camille var ikke meget for at skulle med i ambulancen, men ambulancefolkene havde bedt hende om det, for at få styr på de praktiske detaljer. Der var ret ubekvemt i ambulancen. Hun havde fået anvist et lille sæde ved siden af båren, som hun nogenlunde havde fået klemt sig ned i. Hver gang ambulance drejede om et hjørne, var Camille ved at falde ned. Hun havde taget Ingrids hånd i skødet og aede den mekanisk. Fru Strøm vågnede efter at have været bevidstløs i et kort stykke tid. ”Ingrid, det er Camille. Alt er i den skønneste orden.. Jeg var kommet for at aflevere denne uges varer da…”. ”Er jeg død? Var det det? Nu er jeg død..” hviskede hun. ”Nej nej, overhovedet ikke Ingrid. Selvfølgelig er de da ikke død!” svarede Camille. Fru Strøm svarede med et opgivende ”Åh”. ”Nej hør nu her! Det gælder om at leve, ikke også!”. Den gamle dame rystede hovedet langsomt fra højre til venstre. Ved Ingrid Strøms indlæggelse, blev de blå mærker opdaget. Nu var beslutningen vel taget. Det var da nok også det bedste for hende. Ingrid var i skumringen af livet, og det var bedst som det blev.
Det er gratis at oprette en konto