Diget stammer fra samlingen Vi folder drømmens faner ud, som udkom i 1981. Digtet skal læses med baggrund i 1980'ernes krisestemning. Tiden var præget af både økonomisk krise og stor ungdomsarbejdsløshed. Samtidigt hang truslen om en altødelæggende atomkrig som et konstant bagtæppe. I "Plasticsolen" er der inspiration fra symbolismen, hvor digteren står som en visionær skikkelse, der gennem sine sproglige billeder skaber en særlig indsigt i en kaotisk og skræmmende omverden, som almindelige mennesker er blinde for.
RESUMÉ
“Plasticsolen” af Michael Strunge giver et billede af et dystopisk og døende bymiljø. Det har ingen eksplicit fortæller. Selvom digtet beskriver handlinger, så har det ikke en fremadskridende, sammenhængende fortælling. Digtet indfanger i stedet et øjebliksbillede, som består af flere motiver.
Digtets første verslinjer giver et overblik over byen. Blinde børn er i gaderne, og byen beskrives som et tomt, forblæst kranium. Det vælter ned med radioer, aviser, sæbe og glasskår fra himlen. Rundt om byen ligger en skov, der er fuld af giftige ting.
Et nyt motiv præsenteres: En ung mand går på line mellem to tårne. Derefter ses byen igen fra oven, hvor mågeflokke flyver ud mod havet, der beskrives som ufrugtbart og dødt. På himlen holder plasticsolen øje med det hele, mens dens stråler blinder byens indbyggere.
Det er gratis at oprette en konto