Vi lever i et sygt, døende og forurenet samfund. Børnene er blinde og uden fremtid, de voksne har givet op og har underkastet sig en indholdsløs og overfladisk verden. De unge er under et enormt pres og med i et livsfarligt projekt om at redde verden. Dette øjebliksbillede bliver beskrevet i Michaels Strunges digt ”Plasticsolen,” som er en del af hans digtsamling fra 1981: ”Vi folder drømmens faner ud.” Digtet er en kritik af det danske samfund, og alt det teknologiens udvikling fører med sig. Det sætter fokus på, hvordan vi som befolkning forurener og ødelægger naturen og hvilken forfærdelig udvikling, vi udsætter os selv og hinanden for.
”Plasticsolen” er et ustrofisk digt, der består af én sammenhængende strofe med 21 verslinjer, hvor der ikke er linjeafstand imellem. Nogle af versene består af enkelte sætninger og afsluttes med et punktum, mens andre fortsætter over flere vers. ”Plasticsolen” har en rolig sats, da alle vers står til venstre. Det er et moderne digt uden rim eller rytme, men lydligt er det præget af assonans, hvor vokaler bliver gentaget og binder versene sammen. I de sidste tre vers i digtet, bruger Strunge assonans i form af gentagelse af vokalerne ”æ” og ”e”;
Det er gratis at oprette en konto