Digtanalyse af 'Plasticsolen' og 'En Kvindes Frygt'

Digtet Plasticsolen er skrevet af forfatteren Michael Strunge. Digtet handler om hvordan materialismen har taget over, og hvordan den globale opvarmning er ved at ændre vores klima. Dette digt er opbygget på en strofe af 21 vers. Digtet er et moderne digt, da den har en friversform og dermed ikke har faste rim som fremkommer i traditionelle digt. Her har Michael Strunge valgt en mere moderne tilgang og kun lavet digtet ud fra en strofe. Den indre komposition for dette digt, kan blive læst som en lang negativ observation af, hvordan vores verden ser ud. Digtet kan virke kaotisk idet der ikke er en fast rimrytme eller mere end 1 strofe. Dette kan være med til, at læseren får en følelse af, at digtet er kaotisk og dermed fører til en bedre forståelse af budskabet. Strunges observationer af verden virker meget kaotiske, og dermed sætter læserens tanker igang ”Tingene falder ned fra himlen: radioer, pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas”. Melankolien er den grundlæggende kerne for digtet, da Strunge beskriver en verden hvor materialismen og den globale opvarmning har tager overhånd. ”Plasticsolen gløder som et betændt øje”, her har vi en sammenligning om hvordan, den såkaldte plasticsol har en negativ effekt, og her kommer det også til udtryk hvordan den globale opvarmning er ved at ødelægge vores jord.