Pladetektonik: Wegeners teori og pladegrænser

Brug http://www.ig.uit.no/webgeology/norwegian/platetektonikk.html

Alfreds Wegenes teori går ud på:

Kontinentaldrift eller pladetektonik er en geologisk teori om, at Jordens ydre er opdelt i ”stive” plader, som der bevæger sig i forhold til hinanden. Hans teori bygger på, at den yderste skal af jordens indre består af to lag: den ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Hans teori beskriver sig på forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, årsagen til opstående af et jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmaterialet i bjergkæden, fossile dyrs og planters udbredelse og størrelser på pladerne, som hele tiden skifter størrelse. Pladetektonikken opstår på grundlag af de to geologiske iagttagelser: de dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer på én gang.

Forklar hvad der driver pladetektonikken:

LitosfærepladerDet blev hurtigt klart for os mennesker, at dannelsen af strukturerne på jordens overflade skyldes de store litosfæreplader, der både omfatter oceaner og de tilstødende kontinenter, der bevæger sig på et plastisk underlag.

Der hvor pladerne støder mod hinanden, bevæger sig væk fra hinanden eller glider langs hinanden, der ændrer Jordens overflade karakter. Hvor et kontinent støder sammen med et andet kontinent, det er det der danner bjergkæder som Alperne og Himalaya.

Hvor oceanplader støder mod oceanplader dannes der dybhavsgrave. En ny oceanbund opstår, ved at to oceanplader driver fra hinanden langs de midtoceaniske rygge, og hvor der hele tiden dannes ny oceanbund gennem vulkanisme.