Jordskælv og vulkaner: pladetektonik og typer

Alfred Wegner havde en teori et superkontinent kaldet Pangæa. Hvilket vil sige at Sydamerika og Afrika engang har hængt sammen. Wegner fandt ens klippe arter, ved både Sydamerika og Afrikas kystlinje, og som ikke findes andre steder. Han fandt også skurestriber og morænelandskab, som tegn på istid. Ved

I Sydamerika fandt Wegner fossiler af planter eller dyrearter, hvilket han også fandt levende i Afrika.

Wegner kunne ikke forklare eller bevise kontinentaldriften. Men han mente at det skyldtes tidevandet, men dette var dog ikke begrundelse nok for det. Det var først da man havde teorien om pladetektonik at Wegners iagttagelser kunne underbygges. Man havde en forestilling om at oceanbunden var en stor slette dækket at sedimenter. Dvs. aflejringer der i tidens løb har transporteret sig ud fra kontinenterne. Denne forestilling ændrede sig dog da man opfandt ekkolodsteknologien og positionsbestemmelse. Med disse nye teknologier fandt man ud af at oceanbunden er varieret ligesom på landjorden. Man opdagede bjerge, bjergrygge, undersøiske vulkaner, dybdegrave som er dybere end det højeste bjerg på landjorden. I dag har man satellitter og avancerede elektroniske målemetoder som fx GPS, som man kan bruge til at måle sig frem til pladernes bevægelse. Ekkolod er et lydsignal man sender mod havbunden og så kommer det tilbage igen, på den måde kan man måle havbundens dybde.