Til at starte med, mente man at jordens landskab var skabt af Katestrofeteorier. Det vil sige, oversvømmelser, eller syndfloder. I 1830erne, fremsatte Charles Lyell, sin teori om aktuallitetsprincippet. Det gik simpelthen ud på at det var små kræfter, der havde virket i lang tid. I 1912, kom kontineltalsdriftsteorien af Alfred Wegner ud. Efter at have kortlagt Nord-, Mellem- og Sydamerika, fandt han ud af at Sydamerika og Afrika passede sammen som puslespilsbrikker. På samme måde kunne han samle alle kontinenterne til et stort – Pangæa. Wegner mente også at kunne bevise at i Karbon- og Permperioderne, havde klimazonerne ligget forskudt af det som vi kender i dag. Enten så have polerne rykket sig, ellers havde Pangæa ligget, så at Sydafrika havde ligget nær sydpolen, og Europa omkring Ækvator. Wegner mente at kontinenterne lå på en let flad granitplade, som flød rundt på et tungere flydende underlag af Basalt. De fleste forkastede dog idéen da kræfterne var for svage.
Efter anden verdenskrig, blev ekkolodderne brugt, til at måle havbundens dybde. Det viste sig at cirka på midten af Atlanterhavet, hævede der sig en bjergkæde, omkring to kilometer højere end det omkringliggende havbundslanskab. I midten af denne bjergkæde, var en Midterdal, hvor der foregår stæk vulkanisme og jordskælv. Nu ved man at ryggen fortsætter syd om Afrika for at forsætte nord. Hefter løber den syd igen, for Australien, og nordøst ved syd og Nordamerika. På denne ryg, ligger de ældste sedimenter længst fra Midterdalen, og i et tykt lag, hvor tættest på Midterdalen, ligger der kun nyeste sedimenter, i et tyndt lag. Det vil altså sige, at der kommer nyt materiale op af Midterdalen, og derved bliver Atlanterhavet større.
Det er gratis at oprette en konto