Skråningen var stadig lige så stejl som den var før, men denne gang føltes den meget mere stejl end den sidste gang. Hans arm bankede, mens han prøvede at kravle op af skråningen. Et lille skrig kom ud fra ham, da han gled ned igen, og rullede rundt i den bløde sne. Han prøvede igen, men dog uden held. Han gled ned og ramte en stor sten, med hovedet i faldet ned fra skråningen. Han besvimede. Mens han lå der, dalede de små snefnug, ned på hans kolde krop.
Han havde ligget der i nogle timer nu, og var ved at komme til bevidsthed. Han prøvede, at varme sine kolde blå hænder med hans ånde. Det hjalp lidt, men hans hænder var stadig blå, følelsesløse. Da han prøvede at komme op, opdagede han, at han heller ikke kunne mærke resten af sin krop. Hans ben var stive som istapper, og det samme med hans arme. Hans højre arm bankede stadig. Han kunne høre en knasende lyd komme ud fra den, da han prøvede at løfte den. Hans skrig brød den sivende stilhed, fra vinden, og de dalende snefnug.
Han faldt ned på sine knæ, og hans øjne løb i vand. Han kunne se væsken fra hans øj-ne, borede sig ned i sneen. Han var på nippet til at give op, men det kunne han ikke. Han var ikke klar til at dø. Ikke klar at miste alt. Han kæmpede sig op. Op af skrånin-gen. Hans arm bankede, men han prøvede at ignorere det. Han var næsten oppe, men hans ben var ved at give efter, for kulden. Han gled ned, men nåede lige at gribe fat, i en frossen græs tot. Da han var oppe, var han lettet.
Det er gratis at oprette en konto