I mørket begynder det hele. I mørket slutter det hele. I mørket kommer man til at tænke, eller nogle gør i hvert fald. At sidde alene i mørket kan få nogle til at tænke. Det er som om der er nogle der snakker til en, og vil fortælle en noget, men der er ikke nogle. Uhyggelig tanke men den er rigtig. Nogle forbinder mørke med noget dårligt, andre vil sige det er løgn, og forbinder det med noget godt. Men mig? Jeg vil sige det kan være begge dele. Alene på sit værelse, omgivet af store, gamle, regnbuefarvet bamser med en afslappende ro inden i. Mens man lader som om bamserne svare en på det vi ikke forstår ved livet, selvom det faktisk er ens hoved der giver en svar, det er godt. Men at gå en tur alene i mørket gennem byen og man føler en følger efter en, med en grusom tanke, det er dårligt. Men mørke handler jo ikke kun om tanke og om at være alene. Starten, starten på livet. Jeg snakker ikke om Big Bang, som folk nok ville tro. Nej, jeg snakker om da vi lå i vores moders mave og skulle forære verden en del af os selv. Der var mørkt, men flot. Det jeg prøver at sige er at: Mørket er mange ting og det er svært at beskrive. Og selv det smukkeste ved livet kan være mørkt. Som kærlighed, kærlighed kan være mørk. Det kan ikke ses på facaden at kærligheden i ens liv er mørk, men inden i føler man sig gennemtæsket. Så må vi jo selv finde ud af hvordan vi bekæmper det.
Det er gratis at oprette en konto