ålets flammer bluser op i den stille vind og gnistrer, som ville de fortælle hinanden at det nok skulle gå. De var fløjet fra reden og ud i den store verden, for til sidst at nå stjernerne. De små stykker træ, der er ildrøde flyver mod stjernerne, men de er ikke stærke nok. De dør og flakker omkring i den larmende stilhed, de daler mod den fugtige skovbund og bliver en del af det naturaffald efteråret bringer med sig. Der er helt stille, kun vinden der leger med træernes kroner og blade der glade løber hen over skovbunden, fortæller en historie, om hvor de har været, hvor de er nu og hvor de skal hen. Stilhedens sang, som hidtil har været sunget af trækronernes lyse stemme alene, bliver nu tostemmig og vandet byder ind med en smuk, dyb mandestemme.
Om natten bliver naturen så højrøstet og så lavmeldt på en og samme tid. Naturen snakker, taler, råber og hvisker om natten, det er som om skoven og havet sover om dagen, har mareridt om hvordan deres familie vil forråde dem, pine dem og dræbe dem. Naturen har skabt et monster, den fortryder, det har den stadig levetid nok til at kunne. Det har kun naturen levetid nok til at kunne, men ikke alle dele af naturen kan fortryde, ikke alle kan nyde deres liv, hvis de skal fortryde deres fejl. Livet handler om tilgivelse, man skal ikke hænge i fortiden, så kommer man aldrig videre. Man ældes, men bliver gammel, men man lever stadig i fortiden, har ikke tilgivet, eller er kommet videre, kommet over hændelserne der fandt sted den gang.
Det er gratis at oprette en konto