Istiden

Jeg vågnede meget tidligt om morgenen, fordi mor og far kaldte på os. De sagde vi skulle op og hjælpe med at finde noget mad. Mor fortalte at min lillesøster var blevet meget syg, hun var næsten helt blå i huden. Da jeg så hende kunne jeg virkelig godt se hun var syg, og manglede mad og varme. Jeg satte mig ved siden af hende ved bålet som var ved at blive tændt, fordi det var blæst ud i nat da det blæste så meget. Vi sov i en hule min far havde bygget, ud af noget tyndt plastic, så der kunne nemt gå hul i det. Da far endelig havde fået tændt bålet fik vi lidt varme. Men lillesøster blev ved med at fryse, hun kunne næste ikke mærke sine egne ben eller arme. Far løftede hende over på det skind vi sov på, hun lånte vores andres skind, så hun kunne få varmen. Nu var det tid til at vi skulle hente mad, vi lod mor blive hjemme så hun kunne hjælpe lillesøster med at få varmen. Mig og far blev nød til at tage af sted, selvom vi slet ikke havde lyst fordi vi også frøs rigtig meget. Da vi kom ud var det koldere end vi havde regnet med, og vi havde ikke ret meget tøj på, så vi frøs nemt. Vi gik rigtig langt før vi overhovedet kunne se noget levende, da vi kom tættere på det var det et lille rensdyr. Jeg havde ikke ret meget lyst til at dræbe det, men far sagde at det var nødvendigt, fordi vi skulle hjælpe lillesøster med at overleve. Han sagde at jeg skulle kigge den anden vej, da han dræbte det fordi, han kunne godt se jeg ikke havde lyst til det. Efter mange timer i kulden kom vi endelig hjem, mor begyndte straks at ordne det så det var klar til at skulle over bålet. Men så kom vi til at se at vi ikke havde mere brænde til at brænde med, så måtte mig og far jo ud igen. Mor fortalte at vi skulle skynde og rigtig meget, fordi det var tæt på lillesøster fik forfrysninger. Vi løb hurtigt af sted igen, selvom vores ben ikke rigtig kunne. Men lillesøster var kun 3år, så hun skulle hurtigt have noget at spise. Vi gik og gik, vi kunne ikke rigtig se noget der bare lignede træ nogle steder. Vi kunne se noget sort meget langt væk, men der var ikke andet for bare at gå videre indtil vi kom derhen. Da vi endelig kom der hen, var det råddent. Men der var ikke andet end at gøre end at far måtte hugge nogle stykker af det. Det tog rigtig lang tid fordi det skulle hugges med den kniv farfar havde lavet til far da han var lille. Det hjalp heller ikke ligefrem at vores hænder var helt frosne. Nu gik turen endelig hjem, det var rigtig tungt at bære. Da vi kom hjem med brænde sad mor og græd. Vi kunne godt regne ud at så var det ikke noget godt, vi havde slet ikke lyst til at vide hvad der var sket. Mor fortalte så at lillesøster var død. Mig og far blev rigtig ked af det, det havde vi jo slet ikke regnet med. Vi regnede med at, nu kom vi hjem med brænde, så hun kunne få varmen og noget mad. Men sådan var det ikke. Vi begyndte at lave mad til os selv, fordi vi var også rigtig sultne. Der var ikke tid til at sørge i lang tid, det gjaldt bare om at overleve. Lillesøster lagde i sengen, der blev hun ved med at ligge indtil at vi skulle i seng. Vi faldt rigtig hurtigt i søvn efter en hård og sørgelig dag.