Afskeden

Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg plejer at elske regnen der falder, se den lande hvorefter en ny bevægelse tager sig i vandpytterne. Ring efter ring kommer, det gentager sig selv. Regnen klaskede mod ruden, ikke længere blidt og smukt, men arrigt, ubehageligt og voldsomt. Gråt, alting er gråt. Ser kun grå. Bevæger stille mit blik ned på det slidte, mørkebrune køkkenbord. Følger stille revnerne i bordpladen hvor derefter mit blik lander på mine hænder. Mine lyse, grimme, uplejede hænder ryster, mens tårer fylder op mine øjne og gør dem klare som spejle. Det føltes så forkert. Skal, skal ikke. Kan det overhovedet holde? Det kunne da ikke gå i stykker nu. Det måtte det ikke. Her sad jeg i frustration, uvidende om hvad jeg vil med mit liv. Lige nu kunne det tage to veje. Det sidste halve år havde jeg ikke lavet andet end og bede til den gud, som jeg ikke engang tror på. Ikke bede om godt vejr, ikke bede om at mine nære eller kære havde det godt, ikke bede om verdensfred. Nej, jeg havde været egoistisk. Hver evig eneste nat lød min bøn sådan: 'Kære gud. Jeg beder dig, lad ham elske mig for evigt. For evigt skal han elske mig, til den dag vi dør skal vi elske. Kun elske hinanden. Jeg elsker ham, det gør jeg. Lad ham elske mig. Amen' Sådan havde jeg siddet, hver evig eneste aften, det sidste år med rystende hænder, gråd i stemme og tårer silende ned af mine kinder. Gentaget mig selv, kun fordi jeg ikke vil miste. Måske er det ikke idéen om, at miste et andet menneske, men det at være bange for hvad der nu vil ske med mig, om jeg nu skal miste mig selv. Jeg føler mig svag, som om nogen havde taget min sjæl. Taget alt der var mig. Måske var han mig. Besat af kærlighed - kærlighed. "Kathrine?" "KATHRINE!? Vågn op! Vi må rode bod på det her." Jeg fik et chok, det gav et set i mig. Jeg rettede mig op, bed hårdt sammen, så mine kæber spændte, så hårdt at min hud blev helt stram og hvid på de ellers små buttede kinder. Han havde vidst længe prøvet at bryde min verden, uden held. Nu da han, uheldigvis for mig, kom igennem det tykke lag af tanke måtte jeg håndtere det. Måtte gøre som jeg ville have gjort før jeg elskede. Hvad har kærlighed dog gjort ved mig? Spørgsmålet var meget nemt: Skal jeg tage afsked til kærlighed? Jeg hævede hovedet, og kiggede ham dybt i øjnene. Minder løb igennem mit hoved. Billeder i mit hoved, følelser i min krop. Følelser af du aldrig skulle kysse mig igen. Aldrig at give mig den fulde