Det kan godt være at Pia har været lidt usikker omkring hendes datters veninde, men det her, det kunne hun simpelthen ikke klare. Ingen mennesker ville kunne klare det.Bare tanken om hvad hun overså tidligere den dag fik Pia til at indse hvor meget hun fortryder at hun gav sin datter, Lise, lov til at være sammen med denne Lajwanti.Tankerne løb gennem Pias hoved, mens hun så på Lises dukke, der lå på kanten af den store, triste, grå sten.Inde midt på stenen kunne man skimte nogle rester af asken fra Lises gennembrændte krop, hvor der af sand, under asken, var skrevet ordet: ”sedieacyl”.Pia skulede til ordet. Hun vidste ikke hvad det betød, eller hvorfor ordet var der, men hun havde fornemmelsen af, at ordet havde noget med Lises død at gøre. Hvad Pia heller ikke vidste, var hvad der var sket.Hun havde jo set hvordan det skete, da hun desperat havde fulgt efter Lise og Lajwanti. Hun havde set hvordan Lajwanti havde sat ild til Lise, bare lige sådan, og ude af stand til at kunne gøre noget, havde Pia set hendes datter brænde.Pia blev bare ved med at kigge på de triste rester af hendes datter.Nu kom tåren, den som havde siddet i øjet og havde ventet på at trille ud.Pia førte sin hånd igennem askeresterne og satte sig på stenen.Nu brød hun fuldstændig sammen.Pia havde mistet sin datter for altid.Det hele startede dengang der kom den her nye pige i Lises klasse for godt to uger siden.Alle syntes hun var bims, men Lise, som ser det smukke i alt, blev hurtigt venner med Lajwanti.De blev bedste veninder efter bare 2 dage.Pia var glad for at hendes datter var så glad, og Pia havde jo egentlig ikke noget imod Lajwanti, det var mere hendes tro, der bekymrede Pia.Det bekymrede hende fordi Lajwanti fortalte Lise alle mulige historier, myter og sagn fra hendes tro, som Lise troede på, og fortalte videre til sin mor.Pia var ikke særlig begejstret da Lise en dag fortalte om hvad der skete når man døde, ifølge Hinduismen.”Jeg vil en dag brændes, så jeg bliver et rent menneske og kan spredes ud over verdens have, og så blive genfødt som et mere fantastisk væsen! Mor vidste du man bliver født på ny, men man bliver bare til et væsen, der passer til ens sjæl. Jeg vil blive til en sommerfugl, når jeg dør”, havde Lise fortalt sin mor, som var i chok.De efterfølgende dage var Lise kommet hjem med tegninger af sommerfugle, som hun havde lavet henne i skolen. Hun tegnede kun den samme slags sommerfugl, den sommerfugl hun ville være.En lycaeides.Efterhånden blev Lise mere og mere fortabt. Hun tilbragte alt tid med Lajwanti. De var sammen hver dag.Lise var glad for Lajwanti, hun fik hende til at indse formålet ved at leve livet, og hvor vigtig ens tro kan være for en. Lise begyndte lige så stille at tro, tro på de hinduistiske myter og historier.Hun begyndte at lukke sig selv ind i en ny og forunderlig verden. Hun begyndte at dagdrømme dagen lang. Hun lukkede sig ind i sig selv, hendes egen verden, og lukkede alt andet ude, selv hendes mor. Den eneste der kunne komme ind til hende var Lajwanti.Pia blev mere og mere usikker på Lajwanti. Lise snakkede jo hele tiden om død.Efter to ugers helved i Pias vedkomme, kom dagen.Pia havde inviteret Lajwanti hjem til Lise, så de kunne lege sammen. Pia havde jo ikke mødt Lajwanti endnu.Pias første indtryk af Lajwanti, da hun mødte hende, var at hun var en meget smuk ung pige.Hun var ret høj af sin alder, på kun 11 år.Lajwanti og Lise gik ind på Lises værelse, hvis vægge var fyldt med tegninger af sommerfuglen. Lajwanti havde taget en rygsæk med, hvor de ting, Lajwanti havde lovet at tage med, lå i. "Og du er sikker på at du vil gøre det?" Spurgte Lajwanti med sin sjove accent, imens hun tog nogle skriftritualer op af sin rygsæk."Jeg er er helt sikker", svarede Lise med blikket rettet mod en af de mange tegninger.Lajwanti tog Lises hånd, og klemte den blidt. Hun var ved at kunne lide Lise, sådan rigtigt, hun holdte endda af hende, bekymrede sig for hende, men denne mission var vigtigere for Lajwanti. Hendes tro, eller retter sagt: hendes afdøde mormor fyldte mere i hendes hoved, end Lise. Livet er bare ikke retfærdigt, tænkte Lajwanti, som vidste hvad der skulle til at ske. Hun havde lokket Lise i en fælde, og det var lettere end Lajwanti troede.Lajwanti knugede skriftritualerne ind til sig, imens hun tænkte på sin mormor. Hun savnede hende så ufattelig meget. Hun var den eneste der forstod hende. De havde lovet hinanden at de ville gøre alt for hinanden, koste hvad det ville. Lajwanti blev ved med at tænke dét, for at give hende mod, en grund, til at gøre dette. Lise og Lajwantis øjne mødtes, og de tænkte på det samme: de måtte af sted.Lise samlede sin dukke op fra gulvet, det var hendes yndlingsdukke. Lise ville have dukken med. Den skal være ved min side når jeg dør, tænkte Lise."Det er vigtigt at vi gør det på det helt rigtige minut", sagde Lajwanti til Lise, da de var på vej hen til den østjyske kyst, som kun lå 300 meter fra Lises hus. "Hvorfor skal vi egentlig gøre det på stranden?" Spurgte Lise Lajwanti, som forklarede Lise, at det var bedst at de var tæt på havet, havet som hendes mormors aske var blevet spredt i, havet som Lajwanti troede fast og fuldt på, at hendes mormor ville komme op af lige om lidt. Det Lajwanti ikke havde fortalt Lise, var hvad hun ville gøre ved hende. Lajwanti havde jo fortalt Lise, at hun ville dø af det og blive genfødt som den sommerfugl, men Lajwanti havde ikke fortalt Lise om smerten, eller hvorfor hun ville gøre det. Lajwanti havde heller ikke fortalt Lise at det hele egentlig bare var en fælde, en ofring af Lises krop, en ofring, som vil bringe Lajwantis bedstemor igen.Lajwanti stoppede ved en stor sten."Det skal ske her", sagde Lajwanti og stillede sin taske på kanten af stenen.”Læg dig op på stenen”, kommanderede hun.Lise lagde sig op på stenen, og lod sin dukke ligge på kanten af stenen ved siden af Lajwantis taske. Det gik lige så stille op for Lise hvor tæt hun egentlig var på døden. Hun tænkte på sin mor, hende som altid havde været der for hende. Lise havde ikke engang sagt farvel til hende.Pia havde heller ikke opdaget at de var gået, før nu. Pia var gået ind på Lises værelse for at spørge om de ville have noget at spise, men de var væk, der var ingen på værelset, kun et åbent vindue.Nu vidste Pia at der var et eller andet fuldstændig galt.“Stranden”, sagde Pia for sig selv, “det må være der de er”. Pia tænkte på hvor meget Lise havde talt om stranden, hvor vigtigt det var i hinduismen at man var forbundet med det åbne hav. Tankerne løb gennem Pias hoved, tanker som normale voksne ikke skal tænke, tanker om ens datters veninde vil dræbe ens datter. Pia løb hen til klitterne og løb gennem marehalmen. Hun var ligeglad med smerten omkring hendes bare fødder, hun skulle nå hen til Lise i tide. Pia stoppede ved en skrænt, hvor man kunne se ud over stranden. Lige dér kunne Pia skimte Lajwanti og Lise ved en stor sten. Lise lå på den, mens Lajwanti hældte det sidste af en dunk, fyldt med benzin, over Lise. Nu fandt Lajwanti en pak tændstikker frem og tændte den første hun fik fat på. Lajwanti holdte i den anden hånd skriftritualet, som hun læste op, imens hun kastede tændstikken over Lises krop. Og Pia stod bare der, i fuldstændig chok. Hun kunne ikke bevæge kroppen, hun stod bare helt stille, som sømmet fast til jorden. Pia kiggede bare ned på sin brændende datter og så på uhyret. Det væsen der havde dræbt hendes datter. Hendes eneste barn, det eneste der kunne finde livsglæden frem i hende, er død. Pia faldt sammen på jorden under hende, hun lå bare der og rystede, rystede over den oplevelse hun lige har haft. Rystede over hvor forladt hun følte sig. Pia lagde slet ikke mærke til at Lises krop var brændt og der kun lå de triste askerester tilbage af hende, og Pia lagde heller ikke mærke til at Lajwanti havde samlet asken i en lille krukke, og at Lajwanti havde samlet Lises dukke op fra jorden, som var faldet ned fra stenen under ofringen.Pia græd ikke, hun kunne ikke, ikke nu.Pia tog sig sammen nu. Hun stillede sig op på benene og løb ned af skrænten, og løb hen til stenen.Lajwanti, som ikke havde skænket Lises mor en tanke, var allerede på vej ud til havet for at sprede Lises aske i vandet.Pia sad på stenens kant og kiggede stadig på ordet som Lajwanti havde skrevet på stenen under ofringen. Ordet virkede bekendt. Hun læste det for sig selv mange gange, indtil hun til sidst indså hvorfor ordene mindede hende om noget. Pia skrev ordet omvendt nedenunder det oprindelige ord, og ganske rigtigt; Pia havde ret i sin teori.Pia skulede igen til ordet, det ord hun selv havde skrevet.Hun ænsede slet ikke den smukke sommerfugl der fløj omkring hendes hoved. Først da sommerfuglen opgav at få Pias opmærksomhed og fløj væk, kiggede Pia op og fik øje på sommerfuglen. Hun genkendte den med det samme, og følte sig endnu mere forladt end nogensinde ved at se sommerfuglen flyve længere og længere bort."Lise", hviskede Pia med endnu en tåre rendende ned ad kinden. Hun kiggede igen ned på det ord hun havde skrevet, som var navnet på sommerfuglen.Sommerfuglen Lise ville være.Sommerfuglen som lige var fløjet bort.En Lycaeides.
Det er gratis at oprette en konto