Forstil dig, at du står i en tunnel og der ingen udgang er at se. Det hele bliver mere og mere sort, og du ved ikke, hvornår du kommer ud. Hvis du nogensinde kommer ud? At skulle fortælle familie og venner at man har en sygdom, som måske er uhelbredelig. Alt for mange tanker må gå gennem hovedet. Hvis jeg ikke er her mere, hvem tager sig så af mine børn? Fordi livet går videre for alle andre. Trods stor sorg kan vi desværre ikke spole tiden tilbage og få sagt et sidste farvel, inden det hele handler om at holde modet oppe.
Min mormor fik konstateret modermærkekræft for 1,5 år siden. Jeg husker tydeligt den torsdag middag, hvor vi alle fik det af vide. Hun havde været til et tjek en uge inden, fordi der var risiko for hun var alvorlig syg. Lige pludselig var det hele så virkeligt. Hun havde kræft. Og det havde bredt sig. Jeg kiggede ud ad vinduet med tårerne regnede ned ad min kind. Jeg var tom for ord. Man tænker altid det ikke sker for en selv. Men faktisk sker det for hver tredje dansker, at de får kræft. At stå der tilbage, savne og tvivle. Hvordan bekæmper man sorgen? Hvis den kan bekæmpes. At se en af de personer, som man elsker mest, forsvinde mere og mere af kemo. Jeg ved godt det er kemo der hjælper, og det rent faktisk er det eneste og sidste håb, som er tilbage. Men at komme ind på hospital værelset, hvor hun ligger helt hvid og afkræftet, er ubeskriveligt hårdt. Hende som altid var i godt humør og hjalp alle, som havde brug for det. Hvorfor er det lige hende det skal gå udover? Mit humør var totalt nede i flere uger og måneder. Men dette forløb kunne tage meget lang tid. Og min hverdag skulle stadigvæk fungere. Heldigvis havde jeg Bandit i denne svære tid. Det var som om, at når jeg var sammen med ham, mærkede han min smerte. Hans bløde mule, som strøede sig over min kind. Tankerne var på noget andet, når jeg brugte tid med ham. Men kræften lå alligevel altid i baghovedet på mig. Min telefon var aldrig på lydløs fordi, hvad nu hvis hun ringede og det var sidste gang. Jeg tænker tit på, hvordan jeg skulle komme igennem det, hvis jeg ikke havde Bandit. For nogle ville det nok være en god ting at snakke om det, men det tror jeg ikke jeg er stærk nok til. Mine forældre bearbejdede sorgen ved at gå lange ture i skoven. Snakkede ikke rigtig. De gik bare der under træernes kroner.
Det er gratis at oprette en konto