Landevejen

Nu kunne han for alvor mærke smerten i hans højre arm. Den var tyk, blå og helt forvreden. Et kort sekund overvejede han at blive liggende og vente på hjælp, men han havde ikke set en bil i de sidste 2 timer, og han turde ikke satse på, at der kom nogle. Han besluttede sig for at gå videre. Han skulle bare nå frem til det nærmeste hus, så han kunne få sin arm tjekket, men der måtte være mindst 2 km. til det nærmeste hus, og med så mange smerter, ville det næsten være umuligt at nå frem. Han begyndte at gå. Et lys blændede ham. Han var helt sikker på, at der et lys fra en bil, der spejlede sig i det røde skilt, men det måtte have været hans syn, som havde været dårlig, for der var ingen.Det begyndte at sne meget og vinden var nu blevet til en stor storm. Stormen tog hårdt fat, skyerne trak sig sammen, og et slemt uvejr var på vej. Hans eneste mulighed var nu at gå videre, bide smerterne i sig og håbe på det bedste. Siden han blev uvenner med sin kammerat, og blev smidt ud af bilen, havde han gået ca. 20 km., og han var godt udmattet nu, men det ville kun blive værre. Det begyndte at lyne og tordne, og han havde allerede set døden i øjnene. Han tænkte på sine 2 sønner og sin kone derhjemme. Mon de havde det godt, og var de bekymret? Han kunne ikke ringe til dem, da han ikke nåede at få sine ting med ud af bilen, inden han kammerat var kørt. Pludselig skete der et mirakel. Han så et lys, og denne gang var det rigtigt nok. Han hoppede og sprang, og brugte de sidste kræfter han nu havde, på at personen i bilen ville se ham. Bilen soppede, og ham i bilen spurgte om han ville have et lift. Han takkede selvfølgelig ja tak til tilbuddet, og han var nu i sikkerhed… Troede han. Manden som kørte bilen spurgte om han skulle køre ham på hospitalet, så han kunne få tjekket hans arm, og det syntes han, lød som en go idé. De kørte igennem den lille landsby og videre ud til en større by, som havde et hospital, men det viste sig at være den forkerte, han havde valgt at køre med. De sad og snakkede om, hvad der var sket, da manden der kørte bilen stoppede op, og sagde at han var morder. Han fik et chok, og vidste ikke hvad han skulle gøre, men han valgte at springe ud af bilen, og måtte så gå det sidste stykke ind til byen i det dårlige vejr. Han nåede ikke ret langt, da han hørte bilen gasse op, han vendte sig om, og blev igen blændet af lyset fra bilen. Det var det samme lys, som han så ved det røde skilt, så han troede ikke på, at det var rigtigt, men det var det altså! Bilen ramte ham, og der lå han. Helt stille, sagde ingenting og man kunne se at der kom blod rendende ud fra hans hoved. Manden skyndte sig at kører videre, inden der kom nogle som så ham. En forbi kørende ringede 112, og der gik ikke lang tid inden ambulancen var på stedet. Den forbi kørende prøvede at give ham førstehjælp, men han fik ikke meget liv i ham. Da ambulancefolkene kom, tog de over, og de prøvede på at genoplive ham. Han kom lidt til sig selv, og de kørte ham på hospitalet. Det viste sig at han blev lam fra hofterne og ned, og lige nu lå han i koma. De vidste ikke helt om han ville klare den, men de alle håbede. Hans kone og børn fik beskeden, og de blev helt chokeret, da de troede han var sammen med hans kammerat. Hans kone kom ud til ham, og da hun så ham stod hun helt stille. Han sov endnu, og de vidste ikke hvornår han ville vågne eller om han gjorde!Efter et par uger vågnede han op. Hans kone kom straks ind til ham, og hun var så glad for at se ham i live. Nu skulle han igennem en masse genoptræning så han kunne komme hjem til sine to dejlige sønner, som længe havde ventet på at se deres far. Drengene var selvfølgelig godt klar over at han ikke kunne spille fodbold med dem i haven, men han var deres far, og de elskede ham lige så højt, og var bare glad for at de stadig havde en far. Politiet fandt morderen og hans ven, og et halvt år efter ulykken, blev de dømt skyldige.