Skumring

De gik ned langs med gaden. Regnen øste ned mens mørket lige så langsomt trængte sig på. De gik tæt op af hinanden. De fniste mens de gik og snakkede om sommeren, om hvor god den havde været og om alle de mennesker de havde lært at kende. De hed Sazie og Line og var henholdsvis 16 og 15 år. De to veninder var stort set altid sammen. Ikke at de lavede noget bestemt, men selv på den tristeste gråvejrsdag havde Line og Sazie det altid morsomt. Dem omkring dem var til gengæld ikke altid ligeså begejstrede for deres latter og dårlige humor, men de lod sig ikke påvirke af det, så længe de havde det sjovt, og hvis de ikke havde det, skulle de nok finde på en løsning. De var på vej hjem til Line. Hun boede i en underlig, halv skummel gade, men det havde de vænnet sig til, godt nok var der lidt larm i weekenden når der blev holdt fest, og måske var dem der kom ud fra værtshusene ikke altid lige rare at støde på, men Sazie boede for langt væk til at de gad at gå derhen i et vejr som dette, og desuden skulle de også mødes med en af Sazies venner som hun havde mødt da vejret stadig var varmt, og solen skinnede som en sol nu skal gøre midt om sommeren. Selvom de alle tre havde tilbragt mange dage i hinandens selskab, var både Line og Sazie glade og oppe at køre, som altid, over at skulle tilbringe mere tid med ham. Lines lange, mørke hår slyngede vand til alle sider da hun næsten begyndte at danse af glæde ned af vejen, men det stoppede brat da Sazie begyndte at skrælgrine af Lines styrt. Hun var snublet over sine egne fødder og var landet pladask ned i en mini version af en sø, også kaldet en vandpyt. Hun tog det ikke så tungt da hun var vant til at vælte og alligevel allerede var godt våd af regnen. De drejede ned af en lille vej og nu stod de udenfor hendes opgang. Line boede i en lille lejlighed på 2. etage sammen med sin familie. Poul, som han hed, skulle komme om kort tid, så de blev enige om bare at blive i opgangen, væk fra regnen. Poul hed i virkeligheden Emil, men alle kaldte ham Poul og det kaldte pigerne ham også. Sazie fik en besked ”Vi er på vej, mig og min ven, John. Cya ;) ”. De havde aldrig rigtig snakket med John, de vidste godt nok hvem han var og havde da set ham mange gange. Nu glædede de sig blot endnu mere. Der var stille i opgangen, de vidste ikke hvad de skulle lave mens de ventede. Døren åbnede, de troede begge straks at det var Poul og John, men en gammel mand kom ind i opgangen i stedet, hverken Line og Sazie havde set ham før, selvom de havde tit opholdt sig i den lille opgang. Der var faktisk sjældent andre end dem derinde. ”Hvad laver i her?” Sagde han med en mørk og skarp stemme. ”Vi venter på nogen.” Svarede Line stille og lidt usikkert. ”Det skal i ikke’ gøre herinde. Kan’ i så komme ud!” sagde han med en hård, skrap og nu højere, stemme, og så fortsatte han op af trapperne. De kiggede på hinanden, lidt forvirret samt en del skræmte. De gik ned i kælderen så de ikke stod i vejen hvis nogen skulle forbi igen. De havde hurtigt glemt ham og stod nu og talte og fniste som altid. Sazie synes det var underligt at Poul ikke var kommet endnu, eller hun synes nærmere det var en smule irrigon, som var deres måde at sige irriterende på. De blev stille da de hørte fodtrin på trapperne. De var nogle næsten trampende, larmende trin der blev taget. De kiggede på hinanden med et bange blik da manden fra før nu trådte ned i kælderen. Han skubbede til Sazie ”Sagde jeg ikke’ i skulle gå?!”. ”Men jeg bor her jo?” svarede Line, og skrapt som før, spurgte han ind til hendes mor, og krævede at snakke med hende, men Lines mor var ikke hjemme, og på grund af hendes angst sagde hun ærligt at hun ikke var der. Han troede selvfølgelig ikke på det, og han tog hurtigt fat i kraven og løftede hende op. ”Det kan enhver jo sige. Jeg vil ikke se jer her igen, og hvis i alligevel er så frække at komme tilbage skal jeg sørge for, at i bliver nødt til at blive båret ud!”. Han ruskede hende og gav derefter slip i hendes trøje. De bakkede bagud med angsten strålende ud af øjnene. ”Det er den forkerte vej. Skynd jer inden jeg ombestemmer mig!” De løb forbi ham, op af trapperne og ud i regnen igen. De kunne mærke tårerne der langsomt var på vej mod at trille ned af deres kinder, skjult af vandet der kom dem i forkøbet og løb ned i ansigtet, sendt fra himlen. Først tre bygninger længere nede af vejen stoppede de. Der var tomt på gaden, og de lys der før var tændt i vinduerne var nu slukket, der var kun lyden af vandet der ramte jorden og nogle biler der drønede forbi på vejen overfor. De kiggede på hinanden, de kunne ikke helt finde ud af hvordan de havde det, de var stadig bange og forpustede, men også fortvivlede og en hel del forvirret over det der lige var foregået. Så hørte de stemmer. De kom længere oppe af vejen, der hvor de var løbet fra. ”Hvorfor er i her? Vi kunne ikke finde jer!” råbte en velkendt drengestemme. Sazie vendte sig om, og rigtigt som hun troede, var det Poul og John. Hun blev meget glad og undskyldte da de kom tættere på. Så fortalte de gevaldig ynkeligt og dårligt formuleret, om det der lige var hent. ”Jeg vil ikke bo her mere.” sagde Line, men John svarede hende og sagde at hun ikke skulle være bange for noget nu når de var der til at beskytte dem. ”Som om i kan det.” fniste Sazie, og så besluttede de at de alle fire ville tage hjem til Poul i stedet.