Teksten omhandler det at bære en maske. Ester bærer i historien, under fastelavn, en klovnemaske, og Tove Ditlevsen beskriver den uovervindelighed Ester føler, da ingen kan se hendes sande jeg bag masken.
Esters fastelavnskostume består af en gammel karnevalsdragt der er lavet af crepepapir og klovnemasken. Ester nyder at have masken på da ”hun for en gangs skyld er skærmet mod dens slags blikke, der synes at klæde hende af og trænge helt ind til hendes inderste hemmelighed.” (L. 16, 17, 18, 19) Derudover er masken også et værn imod den kolde februarblæst.
Ester drømmer om at blive rig, og vil derfor gerne rasle i det rige kvarter, selvom hendes veninde, Lisa, fortæller hende at man får mere i bøssen hjemme i gaden. Men Esters drøm om at være noget andet end hun er, føles tættere på, når hun er iblandt rige folk, og samtidig har masken på, så ingen kan se hvem hun er. Ester får Lisa med hen til det rige kvarter, og selvom døren bliver smækket i første gang, de forsøger at rasle, bliver Ester ikke ked af det. Det er nemlig ikke hende – men klovnemasken døren blev smækket i for, og masken bruges som en tryghed. Da Lisa og Ester endelig lukkes ind i en lejlighed, vil Ester ikke forlade den igen – hun føler sig godt tilpas, og har lyst til at blive der. Da ægteparret vil have de to små piger ud af lejligheden igen, kan Ester mærke at damen, som selv lukkede dem ind, ikke har lyst til at røre ved hende. Dette gør Ester ked af det, for hun ved godt, at det ikke er klovnemasken damen ikke vil røre ved, men Ester selv. ”Den lille dame rører forsigtigt ved Esters arm med en blød, lille hånd med rødlakerede negle. Ester rødmer, for hun gør det akkurat som om hun med stor overvindelse måtte røre ved en rotte. (L. 161, 162, 163, 164) Da masken så falder af, og Ester bliver smidt ud indser hun den virkelighed hun før prøvede at undgå – at verden er fuldstændig ligeglad med hende, og hun ikke kan gemme sig mere.
Det er gratis at oprette en konto