”Hold min hånd lillebror. Vi skal nok klare dette sammen.” Min stemme lyder ikke overbevisende, for jeg er bange. Dette mørke er det mest sorte jeg har set, disse stjerner ligner, de er ved at falde ned fra himlen. Lydene er uhyggelige, det lyder som om, der er noget, der går rundt tæt på os. ”Nicklas! Jeg er bange!” udbryder min lillebror Simon med lav stemme. Jeg kigger ham i øjnene, giver hans lille kolde hånd et tryk ”Det skal du ikke være Simon. Mor og far kommer efter os snart, det ved jeg de gør.” Men mine tvivl er der, for mor og far har sat os herud, mens vi sov. Hvordan kan de gøre det? De har altid sagt, at de elsker os, og vi har altid elsket dem og forgudet dem mere end nogle andre på jorden.
Jeg tror, Simon sover. Jeg selv er vågen, og mine sanser er alle i højeste gear. Jeg har længe lagt og kigget på lys, i noget der ligner en gammel snusket by. Måske er der noget at spise der, eller et ekstra tæppe. Jeg rejser mig forsigtigt, kulden er nær ved at vælte mig omkuld, men jeg bider mine tænder sammen og ligger tæppet over Simon, der rører lidt på sig. ”Jeg kommer tilbage om lidt,” hvisker jeg og går stille af sted hen over det tørre sand.
Det er gratis at oprette en konto