Udenfor for psykolog Janne Christiansens kontor, strakte der sig en lang gang. Der var højt til loftet, og lysstofrørslamper oplyste det sandfarvede linoleumsgulv. To-tre meter nede ad gangen, lige overfor indgangen til børnelæge Hansens konsultation, lå en lille niche, indrettet som venteværelse. Det var her, Janne for første gang mødte pigen Anna. Hun havde siddet med ryggen til på en af de blå stole, lige ved siden af kaffeautomaten. Hendes hænder havde ligget foldet i hendes skød, og hun havde stirret direkte frem for sig mod plakaten om organdonation. Håret var bemærkelsesværdigt kort, næsten karseklippet. ”[NAVN A]?” Pigen vendte hovedet og kiggede studerende på den fremmede kvinde. Så brød et smil hendes smalle, sammensnerpede læber. Få sekunder efter var nichen igen tom, og døren til psykolog Christiansens kontor lukkede sig med et klik.[NAVN A] var 19 år gammel ved det første møde med sin nye psykolog. Hun havde faktisk fødselsdag dagen forinden, havde pigen muntert oplyst om. Janne ønskede hende tillykke, og de satte sig ned overfor hinanden i hver deres sofa. Sofaerne var adskilt af et lille bord i mørkt træ, hvor der stod kaffe, te og et par hvide Erik Bagger-kopper. Janne bad den unge pige tage for sig, og Anna skænkede en kop te til sig selv.”Nå, Anna,” indledte Janne, mens hun fandt en kuglepen og en skriveblok frem. ”Hvordan har du det i dag?””Jeg har det udmærket, tak. Hvad med dig?”Spørgsmålet kom en smule bag på den midaldrende psykolog. Hun svarede dog høfligt på pigens gengældte spørgsmål. ”Ved du, hvorfor du er her?” Anna glattede sin skjorte lidt ud, inden hun kiggede med eftertænksomt blik ud på sygehusets parkeringsplads.”Du vil gerne høre om [NAVN B]…””Min mor er – og har altid været – en rigtig hønemor. Hun havde i forvejen tre ældre børn, jeg er egentlig bare en svipser, som de kalder det. En god overraskelse. [NAVN D], [NAVN C] og [NAVN E] var alle flyttet hjemmefra, så fra jeg var 14, boede jeg faktisk alene med mine forældre. [NAVN D] læste til læge, [NAVN C] var lige blevet færdig på kunstnerakademiet og [NAVN E] arbejdede som gymnasielærer. Jeg tror faktisk, at jeg var lidt af en afviger i forhold til mine søskende. Det er jeg måske nok stadig… Da mine søskende var på min alder, var de alle meget sociale. [NAVN D] og [NAVN E] var aldrig hjemme, og [NAVN C] boede praktisk talt ved sin veninde. Men jeg, ja jeg var altid hjemme. Efter skole tog jeg direkte hjem, og i weekenderne sad jeg gerne på mit værelse fra fredag aften til mandag morgen.”Anna gjorde et kort stop i sin talestrøm, og Janne betragtede hendes fingre, der pillede nervøst ved sofaens betræk. Denne lille, ubevidste bevægelse blev noteret på psykologens blok.”Vi havde efterårsferie. En hel uge, hvor jeg kunne få lov at sidde på mit værelse, begravet i bøger, videnskabelige tidsskrifter og artikler. Jeg har altid været meget glad for biologi. Men min mor mente ikke, at det var sundt, så første dag i efterårsferien, tog hele familien på udflugt. Det vil sige min mor, min far og mig selv. Turen gik til Aros, der dengang lige var blevet indviet. Jeg har aldrig interesseret mig for kunst, på trods af min mors ihærdige forsøg på at engagere mig i renæssancekunst. Men i hvert fald – i fuld fart til museet og rundt i alle rum, cirka fem minutters holdt ved hvert billede, hvor der skulle diskuteres farvevalg, komposition og ikke mindst symbolik. Mine forældre tog sig af snakken og diskuterede flere gange højlydt, så alle andre i udstillingen måtte vende sig om for at se, hvad der foregik.Efter et par timer besluttede jeg, at jeg ikke længere gad være den tamme abe, som de to stridende titaner slæbte rundt på. Så jeg gik ned til den der.. Du ved, den kæmpestore skulptur som står i vinduet. En dreng der sidder på hug…”- ”Boy?””Ja, ham! Jeg har aldrig forstået, hvad folk synes er så fantastisk ved ham. At han er en kæmpedreng er måske lidt overvældende… Men er det så ikke det? Nede ved skulpturen stod der i forvejen en og kiggede. Jeg fik øje på hende med det samme. Hun stod bare helt ret med hænderne samlet foran sig og betragtede Boy.’Det er fantastisk, ikke?’ spurgte hun.Jeg var ikke helt sikker på, om det var henvendt til mig, eller om hun talte med sig selv. Nogle folk tænker ofte højt, når de ikke tror de har nogen lyttere. Men lige efter kiggede hun på mig med et smil. ’Han ser levende ud. Som om han hvert øjeblik kunne rejse sig og forlade bygningen.’’Hvis han gjorde, tror jeg, han ville støde hovedet mod loftet.’Hun grinte. Jeg kan ikke huske, hvad vi ellers talte om, men jeg kan huske at jeg ret tidligt fik indtrykket af, at hun var meget velbevandret i kunst. Specielt moderne kunst.”- ”Hvor gammel var hun?””Tja… Hun var vel lige så gammel som mig, selvom hun lød ældre. Men hun var ikke ret høj, og hendes barnlige, sorgløse indstilling til livet var… ja, en smule overvældende.”Anna gjorde et kort holdt og kunne ikke holde et kæmpe smil tilbage. ”Jeg forelskede mig med det samme.”Ude på sundhedscentrets parkeringsplads drejede en mørkerød Opel Astra ind. Ud steg en kvinde i stramtsiddende tøj, der fremhævede den slanke krop, der løbetrænede fire gange og ugen, udover at gå til zumba og yoga. I hånden havde hun en telefon, som hun snakkede i med et stramt ansigtsudtryk. Kvinden hastede af sted, i de næsten latterligt høje stiletter, over på den anden side af bilen, hvor hun frigjorde en lille dreng fra autosædet. Med mobil balancerende mellem øre og skulder, løftede hun drengen ud og satte ham på den asfalterede jord. Han havde en rød, gennemsavlet slikkepind i hånden. Så snart drengen havde benene på jorden, tog hun telefonen i hånden igen, brølede hun noget ind i telefonen, der ikke slap gennem vinduet til psykologens kontor, hvorefter hun lagde på og hidsigt trak drengen med ned ad gaden.Janne havde lagt mærke til Annas blik, der uden en eneste afbrydelse fulgte optrinnet fra sin sofa. ”Er alt i orden?”Pigen løftede hovedet og så for første gang desorienteret og forvirret ud. Der gik et par sekunder, før hun smilte forsigtigt og kørte en hånd over det korte hår, som for at sikre sig, at det ikke pludselig var forsvundet helt.”Ja, fint,” svarede hun bare med en smule flakkende øjne. Der var stille et par sekunder, før Anna lænede sig ind over sofabordet med en alvorlig mine.”Har du nogensinde… Ja, det lyder skørt det her, men… Er det normalt at ’se fremtiden’?” spurgte Anna pludselig lavmælt.Den pludselige fortrolighed mellem psykolog og patient virkede intens, men den garvede, ældre kvinde bad bare pigen forklare sig. Anna satte sig op igen, og denne gang trak hun benene med sig op i sofaen.”Jeg har set den dreng før. Mange gange. Han er altid i nærheden, når der skal ske eller der lige er sket noget… Banebrydende i mit liv.” Anna smilte kort til Janne. ”Jeg er faktisk lidt spændt på, hvad det er denne gang. Første gang jeg så ham, var kort efter jeg mødte [NAVN B]. Det viste sig, at hun lige var flyttet til fra København, og jeg stødte på hende igen i en boghandel. Det var hende der genkendte mig. Hun virkede faktisk glad for at se mig igen, og vi brugte resten af dagen sammen.”Anna lænede sig tilbage i sofaen med et lille suk, og et øjeblik syntes psykologen at se hendes øjne blive blanke. ”Hun var den første og bedste veninde jeg havde. Vi var hinandens modsætninger, vi diskuterede altid, men vi blev ikke uvenner. Jeg blev let vred og stivnakket, men så lo hun bare og sagde, at jeg lignede en kvindelig Sigmund Freud,” fortalte Anna og rystede let på hovedet. ”Vores humor var for viderekomne, men vi havde det sjovt. Optimisten og pessimisten, kaldte vi os. Professoren og drømmeren.”- ”Hvad sagde din familie om [NAVN B]?”Anna trak på skuldrene, og det korte sus af at genopleve de gamle minder, lod til at have forladt hende. Nu lignede hun en skrøbelig pige med indsunkne øjne, hule kinder og mundvige, der hældte ned ad.”Vi var aldrig sammen hjemme ved hende eller mig. Hun hentede mig efter skole, og sommetider kastede hun småsten på mit vindue. Når jeg åbnede begyndte hun at rable Shakespeare af sig, indtil jeg kravlede ud ad vinduet til hende. Jeg mødte hendes far en gang, hvor de var ude at handle. Min mor og jeg var der også, men det var kun mig, der nåede at hilse på dem.””Uadskillelige. Vi var uadskillelige. Lige til den dag, hvor [NAVN B]s far får nyt job i London, og familien rejser få uger efter. Jeg var knust. Låste mit værelse, sneg mig kun ud om natten, for at få lidt at spise, gå på toilettet. Jeg lod som om jeg tog i skole om morgenen, men jeg tog i stedet bussen til Viby og vandrede omkring. Nogle gange tog jeg en bog med, så dagen ville forløbe lidt hurtigere. Sådan gik… Ja, næsten en uge. Det virkede som et år, hvor jeg var ene og alene i verden. Men den dreng –” Anna gestikulerede mod vinduet med en hånd. ”Dukkede pludselig op på en legeplads i udkanten af Viby. Hans ansigt var fyldt med tårer og snot. Samme dag modtog jeg en mail.”
Det er gratis at oprette en konto