Jeg har altid haft svært ved at sige farvel. Om det enten har været til min mor når jeg har taget af sted på skolekoloni, eller det har været farvel til en person jeg har vidst jeg aldrig ville komme til at se igen. Det har bare været noget, jeg ville have overstået. For mange tanke, for meget kærlighed og følelser har kun gjort mig ked af det. Så jeg har holdt hoved høj og altid prøvet at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så mødes vi igen.
Vi havde været bedste venner i fem år, men den dag var det ligesom om, at alt ting imellem os, bare var forsvundet med ét. Bladene havde den her smukke efterårsfarve og støvregnen ramte den oplyste gade så fint. Der gik jeg, helt alene. Det var den første gang jeg gik turen alene, du havde ellers altid været med. For første gang siden juni havde jeg taget modet til mig og gået ned af gade alene. Den aften stod dit hus tomt og til salg skiltet i forhaven lyste op. Der var ingen der gad at købe huset, hvilket også var forståeligt da det jo både var gammel og umoderne. Men jeg elskede at vær hjemme hos dig, der var en helt speciel tryghed ved det hus, og dig. Uanset hvor kedelige, grå og triste dage jeg havde haft, kunne dit humør altid få mig glad igen og dine kærlige kram kunne varme mig nok op til, at overleve en hel istid.
Det er gratis at oprette en konto