Tog regeringen de rette valg i forhold til samarbejdspolitikken? Var det bedst bare at vente på at det nazistiske Tyskland blev til et nyt Europa og derfor bare begynde at tilpasse sig? Og var det så også det rigtige at kalde dem der kæmpede for hele Danmarks frihed for terrorister?Det er disse tre problemstillinger som kronikken bygger på. Hvis Anders Fogh skulle svare på disse tre spørgsmål, kan jeg garantere, at han ville kunne stable tre korte og præcise svar sammen: Nej, nej og nej.
Nej, fordi de regeringen krænkede deres eget land, og satte sig på knæ for den tyske besættelsesmagt. Nej, fordi så ville Danmark samtidig være på tyskernes side, og derfor på samme tid mod englænderne, russerne og amerikanerne, og så ville Danmark ikke være Danmark, som det er nu. Nej, fordi de ikke var terrorister, men derimod redede landets ære, og i det hele taget var grundlaget for Danmarks frihed.
Lad os lidt paradokst begynde med ”nej” nummer to. Hvor Anders Fogh gentagende gange hævder og fastholder at ”den aktive tilpasningspolitik i forhold til tyskerne udgjorde et politisk og moralsk svigt” hvor dette er udtrykt præcist tre gange gennem hans kronik. Ordet svigt, er et meget stærkt ord, og det er også derfor han kun bruger det 3 ud 2000 gange han skriver et ord. For hver gang han nævner det får samtlige danskere slået ind i hovedet at historien ikke står til at ændre, men at vi danskere skal stå sammen og tage ved lære, så det ikke gentager sig igen. Efter som han ikke bruger ordet flere gange gennem hans kronik, får det folk til at vågne, og tænke på dengang svigtede regeringen hele Danmark. Han siger ikke at der ikke vil ske noget lignende igen, men han vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at det ikke sker igen. Selvom skeptikere og historikere ikke mener at han kan gå i mod de datidige politiske holdninger, holdte Anders Fogh fast ved, at mange andre har gjort det samme gennem de sidste 60-70 år.
Det er gratis at oprette en konto