Et af de første forsøg på at beskrive verdens opbygning finder vi hos ægypterne ca. 4000 år før Kristi fødsel. Der er tale om et helt igennem mytologisk verdensbillede. Naturfænomenerne skildres, som var de personer, guder. Jorden forestiller man sig som guddommen Geb, der ligger fladt udstrakt. Himmelhvælvingen udgøres af gudinden Nut, der holdes oppe af luftguden Shub.
Dag og nat forklares ved, at solen hver morgen fødes af Nuts skød for om aftenen at blive opslugt af hendes mund.
Ægypterne kendte årstidernes variation meget præcist. De havde en kalender, der byggede på følgende:
1 år = 12 måneder á 30 dage + 5 overskydende dage= 365 dage.
I dag ved vi at 1 år er på 365, 24 dage.
Nogle mener, at den ægyptiske kalender var baseret på iagttagelser af stjernen Sirius’op og nedgange. Andre mener, at Nilens oversvømmelser var basis for kalenderen.
Babylonierne, der boede mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak, lagde mærke til, at Solens sted blandt stjernebillederne i Dyrekredsen havde forbindelse med klima og årstider. Man drog den konklusion, at Solen var en slags gud, der styrede årstiderne. På tilsvarende måde, måtte Månen være en gud, fordi den styrede tidevandet. Der var ikke langt til den tanke, at også de store planeter der bevægede sig i næsten samme bane på himlen som Solen og Månen, måtte være en slags guder, der havde betydning for menneskers liv og velstand.
Det er gratis at oprette en konto